
Klitkoret synger julen ind
28. november 2014 - kl. 8:38 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Klitkoret synger julen ind ved en lille foyerkoncert på Kappelborg.
Sidste år havde Klitkoret jubilæumsår, og vi havde et år med rigtig mange koncerter. Derfor vil årets julekoncert blive lidt anderledes. Vi inviterer til en hyggelig, intim, gratis fyraftens-foyerkoncert på Kappelborg fredag den 5. december kl. 17.00.
Vi har sunget mange fine sange i efteråret, som vi er specielt glade for, og dem vil vi synge ved denne uformelle eftermiddagskoncert, som vil vare en times tid. Programmet bliver en blanding af julesange, efterårssange, men også en række andre sange. Vi synger blandt andet en meget smuk udgave af ”Skoven er så underfuld”, et arrangement af den dygtige komponist John Høybye, og vi forsøger os med at synge den a cappella – det vil sige, at vi synger den uden musikalsk ledsagelse. Derudover skal vi også i år forsøge os med en julesang, som har været undervejs i mange år. Vi har tidligere optrådt med dele af den, men i år er første gang, vi forsøger os med den i sin fulde længde. Det er julesangen “The 12 Days of Christmas”, i en meget speciel udgave, som er en stor udfordring for os, men vi får heldigvis hjælp af vores pianist Lone Juel Erbs. Ud over disse sange, vil vi synge en række gode sange. Klitkoret vil blive ledet igennem koncerten af vores 2 dirigenter Agnethe Koch Harding og Tove Therp.
I år vælger vi at holde årets julekoncert så tidligt, fordi vi straks efter julekoncerten skal i gang med øve til næste koncert. Klitkoret skal deltage i den store Nytårskoncert den 17. januar 2015, hvor vi skal synge sammen med Søs Fenger, Mads Toghøj, Jens-Chr. Wandt og Det Jyske Underholdningsorkester.
Udover nytårskoncerten i januar måned, kommer der nok en foyerkoncert i marts måned, hvor Klitkoret og Sysselkoret fra Hjørring sammen byder på en koncert lørdag den 14. marts. Senere i marts måned vil Klikoret sammen med Musikskolens børnekor opføre det rytmiske påskeoratorium ”PÅSKEN”, som sidst blev opført for 11 år siden. ”PÅSKEN” vil i samarbejde med Skagen Kirke blive opført den 23. marts 2015 – selvfølgelig i Skagen Kirke.
Så Klitkoret går et travlt forår i møde, og derfor er valget med denne lille hyggelige julekoncert et meget bevidst valg, og vi håber, at mange skagboer kommer forbi – og så er det jo gratis – fredag den 5. december kl. 17.00 i foyeren på Kappelborg.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Klitkoret synger julen ind' til en bekendt