
Bachs ”Juleoratorium” i Skagen kirke
1. december 2014 - kl. 6:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Så er billetsalget til ”Juleoratoriet” i fuld gang. Opførelsen finder sted tirsdag aften den 16. december, og blandt de medvirkende er der ”lokale kræfter”. Oratoriet er en musikgenre med en besætning af blandet kor, orkester og sangsolister. Korets kernemandskab udgøres af ”Hjørring kammerkor”, med ca. 30 sangere, der kommer fra store dele af Vendsyssel. Siden 2003 har koret været ledet af Anne Mette Vennegaard, som til daglig er organist i Gug kirke i Aalborg. Koret synger primært a cappella, men har også tidligere medvirket i store værker med orkester, som Mozarts Requiem, Bach Johannespassion mm. Ved denne opførelse er koret forstærket med assistenter fra bl.a. Skagen kirkes Motetkor.
De fire vokalsolister udgøres af professionelle sangere:
Anne Maria Wierød, sopran, debuterede fra solistklassen ved Det jyske Musikkonservatorium i 2013 efter studier hos Lars Thodberg Bertelsen og Bodil Øland. Hun har specialiseret sig i tidlig musik med omfattende studier i udlandet. Til daglig turnerer Anna i hele Europa.
Hanne Marie le Fevre, mezzozopran, er uddannet i Århus hos Bodil Øland. Hun har speciale i både tidlig og moderne musik og er til daglig ansat ved Holmens Kantori og Vokalensemble.
Jakob Pedersen er autodidakt tenor. Han skal synge det vigtige parti som ”evangelist”, dvs. den stemme, der fremsynger evangelie-historien (juleevangeliet) som værket er bygget over. Jakob er baseret i Aarhus med daglig virke i en række kor og ensembler.
Tore Asbjørn Hansen, baryton, er uddannet ved konservatorierne i Esbjerg og Aarhus. Han har været solist i en lang række værker og er til daglig medlem af DR KocertKoret.
Orkesteret udgøres af Ensemble Zimmermann, et veletableret og internationalt sammensat specialensemble for tidlig musik, etableret i 2001. I dag ledes ”ZIM” af cembalist og organist Lars Colding Wolf. Lars er til daglig organist i Sct. Catharina i Hjørring og er samtidig meget aktiv som underviser, iværksætter og solist i en række sammenhænge.
Til dagens musik er ensemblet suppleret med trompeter og pauker.
Gå endelig ikke glip af den sjældne oplevelse: et af musikhistoriens berømteste værker opført i Skagen kirke. Der er billetter à 100 kr. i forsalg på kirkekontoret på Kirkevej. Opførelsen gentages dagen efter, onsdag den 17. december i Sct. Catharina kirken i Hjørring.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bachs ”Juleoratorium” i Skagen kirke' til en bekendt