
Krydstogtsucces giver udfordringer
11. december 2014 - kl. 9:19 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Anløb af 15 krydstogtskibe med op til 24.000 gæster ombord i Skagen i sommeren 2015 betyder behov for rigtig mange guide.
Når Skagen Havn fra sæson 2015 kan tilbyde alle krydstogtskibe at gå til kaj i Skagen, vil mange flere gæster end hidtil gå i land og tage på guidede ture. Cruise Skagen får derfor brug for at udvide sit korps af kvalificerede freelance guider væsentligt.
Vi har på nuværende tidspunkt ca. 18 engelsktalende og 10 tysktalende guider, men vi skal bruge op imod 40 engelsktalende og 30-35 tysktalende guider for at klare efterspørgslen i de kommende år, udtaler Cruise Manager Anne Sofie Rønne Jensen, Cruise Skagen. Vi har også brug for italiensk, fransk og spansk talende guider, idet der ombord på krydstogtskibene er folk fra hele verden. Faktisk har vi flere gange haft anløb af skibe med omkring 35 forskellige nationaliteter ombord.
Skal man have succes som krydstogtdestination, så er et af parametrene, at man kan tilbyde spændende ture med gode guider. Jo flere ture skibene kan sælge og jo gladere gæsterne er for disse jo større er chancerne for at skibene kommer tilbage.
Derfor arrangerer Cruise Skagen et guidekursus fra 24. januar 2015, hvor de kommende kursister lærer at guide internationale gæster rundt i Skagen, Frederikshavn og Sæby området. Med den mængde gæster, der alene kommer i 2015, kan vi garantere at kursusgebyret hurtigt er tjent ind igen, afslutter Anne Sofie Rønne.
Faktaboks:
Cruise Skagen Denmark er et lokalt krydstogtnetværk dannet i 1999 med det formål at tiltrække krydstogtturisme til Skagen området. Medlemmerne er: Frederikshavn Kommune, Turisthus Nord, Skagen Havn, Skagen Handelsstandsforening, Saga Shipping, Skagens Museum, Skagen Taxa og Frederikshavn Taxa.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Krydstogtsucces giver udfordringer' til en bekendt