
Jens Gram modtager på vegne af Foreningen Udvikling af Skagen levende byrum (legeplads/skaterbane), 25.344,49 kr.
Skagen Købstadsjubilæum 2013 uddeler overskud
13. december 2014 - kl. 18:16 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Foreningen Skagen Købstadsjubilæum 2013, har opgjort regnskabet for jubilæumsåret, og på trods af et væld af store og små arrangementer og begivenheder, ender resultatet med et overskud.
I forbindelse med Kappelborgs Julematinè, lørdag den 13. december kl. 15.00 med Sæby Bigband og jazzsangerinden Veronica Mortensen, uddelte formanden Skagen Købstadsjubilæum 2013, Niels Foss, dette overskud til foreninger, arrangementer m.v., der er en videreførelse af de mange initiativer der blev taget i løbet af jubilæumsåret.
Beløbsmodtagerne er:
25.344 kr. Foreningen Udvikling af Skagen levende byrum (legeplads/skaterbane)
10.000 kr. + 5.000 kr. Nytårskoncert. De 5.000 øremærkes til transport af de ældre til koncerten.
10.000 kr. Børnekulturfestivalen.
5.000 kr. Skagen Byting.
5.000 kr. Foreningen Kappelborgs venner.
5.000 kr. Egnsspil.
Derudover har ”Historiske spil” i foråret 2014, modtaget 10.000,- til videreførelse af spillene denne sommer.
At Skagen Købstadsjubilæum kan komme ud med et overskud, skyldes udelukkende at hele byen, kommunen og fonde bakkede op om jubilæumsarrangementerne med donationer, sponsorater og frivilligt arbejde og komiteen bag Købstadsjubilæet er sikker på at de midler, der er kommet ind i jubilæumsåret, er blevet videregivet til gavn for Skagen by og borgere, i samme ånd som de er givet.
Jubilæumsåret blev en succes, som vil blive husket mange år frem i tiden.
Jubilæumsåret 2013 blev skudt i gang med et brag af en Nytårskoncert og derefter fulgte det ene arrangement efter det andet. Historiske gudstjenester, Børnekunst, Redningssituation på Sønderstrand, Middelalderdage, indvielse af Oplevelsespladsen på Kappelborg og underholdning med Shaka Loveless, Åbent skib, Erhvervsudstilling og Bytinget, Historiske spil, Udvidet Egnsspil ved Den tilsandede Kirke, et brag af en Jubilæumsfest på Havnen, Dronningebesøg, Helledie udstilling i Kulturhus Kappelborg, Kunsttur i Bedfordbus, en fyldt sal til Jubilæumsshow i Skagen Kultur & Fritidscenter, Blå September, Cirkus Crone og Skagen har Englelyd ved Bamsemuseet og meget mere.
I jubilæumsåret blev en kopi af Byporten ved Havneindvielsen, genopført ved Kulturhus Kappelborg og der var indvielse af nye kloaklåg. Der var historiske artikler i Skagen Onsdag og de var så populære, at de nu er udgivet i bogform.
Jubilæumsåret blev kraftigt markedsført i hele Nordjylland og resten af landet, bl.a. med en Jubilæumsavis og salget af tøj med jubilæumslogo blev en enorm succes som den dag i dag er en levende reklamesøjle for Skagen i ind- og udland.
En glad og tilfreds jubilæumskomite sætter nu punktum
Ved uddelingen af de sidste midler i Skagen Købstadsjubilæum, kan man nu lukke foreningen ned i bevidsthed om, at i Skagen er der sammenhold, vilje og midler til at gøre Skagen til en endnu bedre by at bo i.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen Købstadsjubilæum 2013 uddeler overskud' til en bekendt