
Spørgsmål til Regionsrådet vedr. akutberedskabet i Skagen
13. januar 2015 - kl. 7:08 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget følgende fra Mathias Rump Hansen:
I forbindelse med debatten om nedlæggelse af Akutbilen i Skagen refereres der meget til de gennemsnitlige responstider for ambulancetjenesten og antal udrykninger med en responstid på over 20 min.
Disse opgørelser dækker kun kørselsform A – Ambulancekørsel med udrykning, som anvendes ved sygdom eller tilskadekomst, som vurderes at være livstruende.
Udover kørsel A anvendes ambulancen til kørselskategorier:
- Kørsel B: Ambulancekørsel med eller uden udrykning. Kørsel B anvendes ved alvorlig sygdom eller tilskadekomst, men uden umiddelbar trussel mod liv og førlighed.
- Kørsel C: Ambulancekørsel uden udrykning, som bruges ved forudbestilte kørsler, overflytninger mellem sygehuse osv.
- Foruden de akutte kørselsformer, er der indført en kategori D, som er liggende patientbefordring med patienter, som ikke er behandlingskrævende under transporten.
For Skagens-området gælder den udfordring, at der er 61 km til akutmodtagelsen på sygehuset i Hjørring og 108 km til akutmodtagelsen i Aalborg. Når ambulancen kører mod et af Regionens sygehuse, uanset om det er en kørsel A, B C eller D, vil der således gå minimum 2 timer inden ambulancen er tilbage i Skagen. I den tid er Akutbilen pt det eneste beredskab.
Spørgsmål:
Ambulancen i Skagen har de seneste 4 kvartaler haft 468 A-kørsler.
Kan Regionsrådet oplyse hvor mange B, C og D kørsler ambulancen i Skagen har haft i de seneste 4 kvartaler, og hvor mange timer ambulancen i Skagen samlet set har været ude af byen i forbindelse med de forskellige kørsler?
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spørgsmål til Regionsrådet vedr. akutberedskabet i Skagen' til en bekendt