
Foto: Piet Simonsen.
Forbrugerne ser lyst på 2015
17. januar 2015 - kl. 6:34 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forventning om prisstigninger og flere bolighandler i år, viser undersøgelse.
Den positive udvikling på boligmarkedet i 2014 er ikke gået de boliginteresseredes næse forbi.
De har nemlig en fast tro på, at 2015 også bliver et år med vind i sejlene. Det viser en undersøgelse blandt 1.331 af brugerne på Boligsiden.dk.
Her svarede 41 pct., at de tror på stigende boligpriser i 2015, mens 25 pct. tror, at der vil blive handlet flere boliger i året, der kommer. 11 pct. tror på faldende boligpriser, og 15 pct. tror, at boligmarkedet forbliver på samme niveau. 6 pct. forudser, at det bliver sværere at sælge sin bolig.
”De faste brugere af Boligsiden.dk har set udviklingen i Boligsidens Markedsindeks, hvor vi har kunnet følge boligprisernes støtte stigning gennem 2014. Så optimismen kommer ikke ud af det blå”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, og fortsætter:
”Men dem, der svarer, at det bliver sværere at sælge sin bolig, og at priserne falder, er ikke helt galt afmarcherede. Der bliver større forskel på udviklingen i land og by, og i nogle områder vil priserne formentlig både falde, og salgstiderne vil stige,” siger Birgit Daetz.
Hos ejendomsmæglerkæden home er man enig i den konklusion på undersøgelsen.
”Vi forventer en generel stigning i boligpriserne på 3-4 pct. det kommende år. Det dækker dog over, at priserne vil stige nogle steder og falde andre,” siger Mads Ellegaard, relationschef i home.
De betydeligste faktorer for stigende priser er ifølge home, at forbrugertilliden forbliver høj, at jobsituationen fortsat er stabil eller forbedres, og at renten fortsat er lav. Alle tre faktorer ser ud til at holde stik i 2015.
”Under de forudsætninger regner vi med, at antallet af handler hos vores mæglere stiger med omkring 10 pct. på landsplan,” oplyser home-chefen.
Boligsalget i home steg i 2014 med godt 13 pct. i forhold til året før.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forbrugerne ser lyst på 2015' til en bekendt