
Sælger kommunen ud af arvesølvet?
22. januar 2015 - kl. 9:31 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I den igangværende foroffenligthedsproces har udvalget for Plan- og Miljøudvalget ikke spillet nogen tillidsvækkende rolle. For det første er det meget svært at få øje på forskellen mellem Frederikhavns Kommunens debatoplæg og bygherrernes planudkast for bebyggelse af området. For det andet begyndte udvalgets medlemmer inden offentlighedsfasen var sat i gang (NORDJYSKE.DK 28. november 2014) at propagandere for bebyggelsesplanen, dels med panegyriske udtryk som at ’demokratisere områdets benyttelse’ og give det ’en menneskelig diversitet’, dels med slet skjulte trusler mod skatteyderne i kommunen om ’kæmpe erstatningskrav, hvis de (investorerne) får nej til at gennemføre planerne’).
Denne meget positive forhåndsstillingstagen til byggeprojektet karakteriserede også udvalgsformandens udtalelser under borgermødet i Hulsig den 6. Januar 2015 og ikke mindst embedsmændenes fra Frederikshavns Kommune, der gjorde sig bemærket ved et meget ringe kendskab til sagsakterne vedrørende bebyggelse og fredning af arealerne omkring hotellerne i Kandestederne. Deres tilbagevendende svar på forespørgsler og indvendinger var en henvisning til en udlægning til sommerhusområde i 1962, som er ændret flere gange siden med god støtte fra kommunen.
Den dominerende holdning på borgermødet med mere end 100 deltagere var, som opsummeret af P4 Nordjylland, en støtte til udbygningen af hoteldriften på Hjorts Hotel, men et nej til udstykning af sommerhuse på Lyngsletten foran hotellerne, da disse vil skæmme den natur op mod Råbjerg Mile, som hotelgæsterne netop kommer for at opleve.
På borgermødet blev det bekræftet af repræsentanten fra bygherrerne at udstykningen af sommerhusgrunde alene var begrundet i behovet for at skaffe kapital til ombygningen af Hjorts Hotel (så meget for demokratisering og menneskelig diversitet). Mon ikke det lave danske renteniveau skulle gøre det muligt at skaffe kapital på anden vis!
Vi håber meget at formanden for Plan- og Miljøudvalget vil stå ved sine afsluttende ord og bidrage til at finde en løsning, der kan bevare både hotellet og den åbne natur. En vis armslænge mellem bygherrerne og det politiske niveau vil være betryggende for almenvældets og demokratiets interesse.
Anne Poulsen & Jørgen Bang
Solbakken 23, Kandestederne
1 kommentarer til “Sælger kommunen ud af arvesølvet?” under annoncerne.
















Det vil da være hjerteløst, hvis kommunen sælger ud af arvesølvet. Området ville blive mindre attraktivt, så det kan nok ikke engang betale sig at ombygge Hjorts Hotel.