
SF’er søger orlov fra Byrådet
25. januar 2015 - kl. 10:15 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På Byrådets dagsorden for næste møde den 28. januar er et åbent punkt, hvoraf fremgår, at Christina Lykke Eriksen meddeler, at hun på grund af barsel vil være forhindret i at varetage sit hverv som medlem af Frederikshavn Byråd – gældende fra den 24. februar og forventeligt 9 måneder frem til ultimo november måned.
Derfor skal borgmesteren indkalde hendes stedfortræder, som er Søren Visti Jensen, Sæby. Denne har tidligere siddet i Byrådet.
SF’s gruppe har meddelt, at Søren Visti Jensen indtræder i Christina Lykke Eriksens pladser i Børne- og Ungdomsudvalget, Bevillingsnævnet, Den selvejende institution Frederikshavn Produktionsskole, forudsat at byrådet godkender, at betingelserne for stedfortræderens indtræden er til stede.
Christina Lykke Eriksen har været meget i fokus hele efteråret 2014, hvor hun som formand for Børne- og Ungdomsudvalget har været dybt involveret i de markante omvæltninger inden for skole- og daginstitutionsområdet.
Tekst af Per Rye
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'SF’er søger orlov fra Byrådet' til en bekendt