
Arkivfoto: Benny Wæhrens, SaebyAvis.dk
Forbedret buskørsel til uddannelserne i Frederikshavn Kommune
19. februar 2015 - kl. 7:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Unge skal lettere kunne vælge en ungdomsuddannelse i Frederikshavn Kommune. Det skal forbedret uddannelseskørsel bane vejen for.
Tilgængelig og fleksibel kollektiv transport til og fra skole, spiller ind i de unges valg af ungdomsuddannelse. Derfor er transport også et element i kommunens uddannelsespolitik, understreger borgmester Birgit S. Hansen.
– Unge i vores kommune skal nemt kunne komme til og fra deres uddannelsessted med offentlig transport. Det gør det lettere for unge at vælge en lokal ungdomsuddannelse. Her bliver de præsenteret for fremtidige job- og karrieremuligheder i det lokale erhvervsliv, hvor der er brug for de unge efter endt uddannelse, udtaler borgmester Birgit S. Hansen.
Samarbejde med uddannelserne
Frederikshavn Kommune står sammen med MARTEC, handelsskolen, gymnasiet og EUC Nord i Frederikshavn om at søge løsninger, der sikrer, at buskørslen tilpasses de unge uddannelsessøgende. Blandt andet justeres ringetider, så lokale skolebusruter ude i Frederikshavn Kommune kan fortsætte ekspres fra bl.a. Østervrå og Sæby på hverdage og derved ekspedere uddannelsessøgende hurtigt og effektivt ind til Frederikshavn.
Skolebus for alle
Med indførelsen af den nye skolestruktur, er der brug for at tilpasse skolebussernes køreplaner. Derfor udarbejder Frederikshavn Kommune i samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab nu en ny trafikplan, der optimerer den kollektive trafik i Frederikshavn Kommune.
De lokale skolebusruter kører rundt i oplandet omkring skolerne i Voerså, Sæby, Dybvad, Østervrå, Jerup og Aalbæk. Ruterne planlægges fortsat med folkeskole-elevernes behov for øje, men nu er det muligt for andre borgere også at køre med.
2 kommentarer til “Forbedret buskørsel til uddannelserne i Frederikshavn Kommune” under annoncerne.
















Det håber jeg da. Socialdemokraterne lovede inden kommunevalget at sikre, at uanset hvor man bor i Frederikshavn kommune, skulle vi have lige muligheder. Syntes nu at kunne fornemme, at der er nogle der er mere lige end andre….!!!!!!!!!!
Betyder det nye tiltag at elever fra Skagen kan køre Gratis til Gymnasium,Handelskole osv.
Eller skal der stadigvæk være en økonomisk forskel på elever i Frederikshavn kommune alt efter hvor de bor.