
Og her er sceneholdet opstillet på den nyfaldne sne, på terrassen på bagsiden af kulturhuset. Foruden aktørerne og Jan Hertz, ses revyens 2 instruktører, sufflør, revykoordinator og formanden. Foto: Jan Tietze.
Aalbæk Sjøw i skarp træning
21. februar 2015 - kl. 7:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den sidste weekend i januar, fra torsdag til og med søndag, var aktørerne i Aalbæk Sjøw i skarp træning, i hænderne på skuespiller og instruktør Jan Hertz.
Det er 5. år i træk, at revyen vælger en forlænget weekend, med koncen-treret træning.
Jan Hertz har i sin lange karriere, instrueret revyer, musicals, komedier, farcer og meget andet, i både Danmark og Sverige.
Når Jan Hertz, i tæt samarbejde med revyens faste instruktør Marianne Svendsen og assisterende instruktør Hanne Boesen, coacher Aalbæk Sjøw, handler det meget om, at der skal lægges sjæl i numrene.
For at opnå det allerbedste resultat i hvert enkelt nummer arbejdes der bl.a. med at afprøve forskellige typer/figurer/spil og med at træffe beslutning om eventuelle rekvisitter på scenen.
Revyorkestret var med om fredagen, hvor den vigtige timing og samspillet mellem tekster, sange og musikken blev grundigt øvet.
Udover at aktørerne blev coachet intensivt i revyens tekst- og sangnumre, blev der også brugt meget energi på at lave koreografier til bl.a. start-, pause- og finalenumrene. Her lægger Jan Hertz altid stor vægt på, at koreografierne passer til melodierne og temaet og samtidig er så enkle, at aktørerne har overskud og udstråler glæde og energi på scenen under udførelsen.
Efter en meget lærerig og givende forlænget weekend arbejdes der nu videre med de redskaber, Jan Hertz har givet holdet.
Mandag i uge 9 går scene- og teknik holdet i gang med at sætte scene, lys, lyd mm op på Hotel Skagen Strand i Hulsig. Om torsdagen rykker revyorkester, aktører mfl. ind, hvorefter der er sceneprøver frem til generalprøven den 4. marts og den, for længst, udsolgte premiere torsdag den 5. marts.
I skrivende stund er der solgt ca. 1600 af 1800 billetter, og to forestillinger er helt udsolgt. Læs mere om de enkelte afteners program og bestil billetter på www.aalbaeksjoew.dk
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Aalbæk Sjøw i skarp træning' til en bekendt