
Museet får ja til at opsætte solceller
10. marts 2015 - kl. 19:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Museum har af Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune fået godkendt en ansøgning om at kunne opsættelse solceller på taget. Tilladelsen gælder såvel den gamle Plesner-bygning som den nye bygning.
Det hedder i sagen, at den bevaringsværdige bygning har en særlig tagkonstruktion, hvor siderne er opbygget som mansardtag beklædt med røde teglsten. Derudover afsluttes taget med en knækket ensidet tagfladeprofil beklædt med tagpap, som medfører den svage 7° taghældning mod vest.
Kommunens Center for Teknik og Miljø har vurderet, at denne særlige tagkonstruktion og solcellernes tilbagetrukne placering på tagfladen gør, at solcellepanelerne kun vil give bygningen som helhed et begrænset ændret bygningsudtryk.
Da denne del af taget samtidig er belagt med tagpap, vurderes en eventuel godkendelse ikke at medføre præcedens for områdets bevaringsværdige bebyggelse i øvrigt.
Indstilling fra Teknik- og Miljødirektøren var, at de ansøgte solceller godkendes. Plan- og Miljøudvalget har ifølge mødereferatet på sit seneste møde besluttet at tiltræde denne indstilling.
Til udvalgsmødet var der afbud fra Frode Thule Jensen (V), men beslutningen var i øvrigt enstemmig.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Museet får ja til at opsætte solceller' til en bekendt