
Forslag til lokalplan for område ved Nordsøvej
15. marts 2015 - kl. 7:28 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Økonomiudvalget skal på sit næste møde den 18. marts som åben sag kigge nærmere på et punkt med forslag om at udarbejde en lokalplan for et bolig-, ferie- og fritidsområde ved Nordsøvej i Skagen.
Økonomiudvalget besluttede for lige godt et år siden at igangsætte en udviklings- og salgsproces for Hedeboskolen. Målet er så høj en værdiskabelse som muligt for både kommune og lokalsamfund.
På den baggrund fremlægger Center for Teknik og Miljø et forslag til lokalplan, som skal skabe mulighed for at anvende eksisterende bygninger og friarealer til andet end skoleformål. Lokalplanen følges af tillæg til kommuneplanen, der udvider områdets hovedanvendelse fra offentlige formål til også at omfatte ferie- og fritidsformål samt boligformål. Lokalplanen fastlægger i overensstemmelse med kommuneplantillægget områdets anvendelse til f.eks. hotel, motel eller ferieboliger med tilhørende fællesfaciliteter som f.eks. indendørs svømme- eller bowlinghal, udendørs bade- eller legeland, cafeteria, restaurant samt boliger og skoleformål.
Planen vil skabe mulighed for, at eksisterende bygninger enten kan nedrives, og der kan opføres et helt nyt byggeri, eller dele af bygningerne kan nedrives, og de tilbageværende kan ombygges og suppleres med nyt byggeri. Et eventuelt nyt byggeri kan opføres i 2 etager op til 8,5 m. Enkelte bygninger kan opføres i indtil samme højde som eksisterende højeste bygning (gymnastiksalen), nemlig 14 m.
Der kan alene etableres vejadgang til området fra Nordsøvej eller eksisterende rundkørsel på Frederikshavnsvej. Eksisterende cykel- og gangsti gennem området, der forbinder Østbankekvarteret med området øst for, skal i princippet opretholdes.
En overvejende del af den eksisterende beplantning, der afgrænser lokalplanområdet mod Frederikshavnsvej og Nordsøvej og formidler overgangen til de omkringliggende områder, skal bevares.
Lokalplanen er en rammelokalplan, hvilket vil sige, at ved større bygge- eller anlægsarbejder skal planen følges op af yderligere lokalplan(er), der dels fastlægger den mere præcise anvendelse og detaljerede indretning af området og dels fastlægger udformningen af det byggeri, rammelokalplanen skaber mulighed for.
Indstilling en fra Teknik- og Miljødirektøren er, at Plan- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Byrådet, at forslaget til en lokalplan samt forslag kommuneplantillæg udsendes som forslag til offentlig debat.
Tekst af Per Rye
3 kommentarer til “Forslag til lokalplan for område ved Nordsøvej” under annoncerne.
Ja på med Ja-hatten
Endelig noget positivt. Nu skal vi have Ja-Hatten på.
Lyder som noget rigtig spændende, det lyder som noget der kan løfte hele Skagen. Godt forslag, mer af det.