
Træning til MTB Marathon godt i gang
20. marts 2015 - kl. 14:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den 18. april 2015 lyder startskuddet til Spar Nord MTB Marathon i Skagen, med start og mål foran Spar Nord og dermed masser af liv i byen.
På nuværende tidspunkt er der 140 der har tilmeldt sig løbet, og en del kommer langvejs fra. Randers MTB klub har tilmeldt hele 25 ryttere.
Træningen til løbet er i fuld gang. Onsdag kl. 17 og søndag kl. 10, står Skagen OK og Motion, for fællestræning, med start og mål foran Spar Nord.
Træningen bliver tilrettelagt, så alle kan være med, uanset om man er erfaren eller nybegynder, og der har været stor interesse for træningen, noget som Direktør i Spar Nord, Morten Kock, er rigtig godt tilfreds med.
En af målsætninger med løbet har netop været, at skabe en fællesoplevelse for alle interesserede, sammen med en af de klubber, hvor vi har et sponsorat, og det ser ud til at det lykkes rigtig godt, siger Morten Kock. Skagen OK og Motion har fra start gået engageret til opgaven, og instruktørerne sørger for, at selv en bankdirektør i halvdårlig form kan være med, fortsætter han. Jeg kan kun opfordre alle, der har lyst til at prøve kræfter med at køre mountainbike, til at møde op, når vi kører igen, søndag kl. 10.00, og ikke mindst deltage i løbet den 18. april, hvor hele byen kommer til at summe af aktivitet. Forhåbentlig bliver løbet så stor en succes, at det kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed, slutter Morten Kock.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Træning til MTB Marathon godt i gang' til en bekendt