
Øverst til venstre den 20-årige Gunnar Bagh i spejderuniform.
Gunnar Bagh fylder 85 år i dag
1. april 2015 - kl. 7:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Fhv. maskinmester Gunnar Bagh fylder i dag, onsdag den 1. april, 85 år. Han er søn af telefonmontør Severin Bagh og opvokset på Anchersvej i Skagen Østerby. I ungdommen slog han en proper næve i den lokale bokseklub, og ellers brugte han krudtet som maskinarbejder på Skagensbanen. Efter at have taget maskinmestereksamen sejlede han kloden rundt i en årrække. Under landlov i hjembyen brændte han varm på den svenske Karin, som siden har fulgt ham i tykt og tyndt.
Gunnar Bagh gik i land og blev i 1960 knyttet til fagskolen i Næstved, hvor han underviste i jern- og metalområdet. Her blev han senere inspektør, men i fritiden var han dybt engageret i politisk arbejde med udgangspunkt i Socialdemokratiet. Han klatrede til tops i partiapparatet og var fra 1973 i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, i en del år var han også medlem af partiets forretningsudvalg.
I 1991 besluttede Karin og Gunnar Bagh at rykke de sjællandske teltpæle op og flytte tilbage til Gunnars fødeby. De slog sig ned på Frejasvej – og det var ikke for at trille tommelfingre.
Gunnar Bagh interesserer sig levende for Skagens ve og vel, også i et historisk perspektiv. I 10 år var han en meget aktiv formand for Skagen Lokalhistoriske Forening, og han gør stadig et stort arbejde i foreningens bestyrelse.
Den politiske interesse er også intakt, selv om forholdet til Socialdemokratiet vist er kølnet en del. Det må da være partiet, der har ændret sig, for Gunnar Bagh er fremdeles en glødende fortaler for retfærd og velfærd.
Gunnar Bagh er stadig nysgerrig og debatlysten. Træffer du ham i Brugsen, på havnen eller i Tinghuset, er han altid veloplagt til en snak om fortid, nutid og fremtid. Skarp i replikken, fast i mælet – og med et blink i øjet.
10 kommentarer til “Gunnar Bagh fylder 85 år i dag” under annoncerne.
Hip hurra. Tillykke med dagen,
Hilsen Helle og Ivan Thorsen
Kære Gunnar.
Hjertelig tillykke med dagen. Jeg ønsker dig alt godt i dit nye år. Selv om jeg ikke er med på billedet, vækker det jo alligevel mange gode spejdermider.
Mange gode hilsner også til Karin
Mølbak
Hip, hip, Gunnar!
Godt gået (og cyklet)
Vi kipper med flaget
Vivian og Svend Erik
tilykke med dagen fra gunnel og bjarne
Hej Gunnar hjertelig tillykke med fødselsdagen, håber du og Karin får en god dag. Med kærlig hilsen Linda og Ejner.
Kære Simon
Hjertelig tillykke med dagen.
I min ugentlige Skagensorientering ser jeg tilfældigvis
Vores gamle billede fra en dejlig spejdertid med gode kammerater.Jeg husker, vi var hos fotograf Klausen.
Det var vel i ca 1950. Gode gamle minder kom op i dag.
Hilsen
Hans
Vi kipper med flaget for Skagens sidste gentleman.
Til lykke fra Marianne Bindslev.
Kære Gunner
Vi sidder 10 km oppe på vej hjem, så du får en frisk hilsen helt på toppen. Ha en god dag
Kh
Katrine og Kurt
Hjertelig tillykke med dagen Gunnar!
Mange hilsner til dig og Karin fra Dorthe Sieben
Stort tillykke med dagen Hilsen Kurt – SILVER – STAR – VIDEO . skagen