Dispensation for bygning på Jeckelsvej

Dispensation for bygning på Jeckelsvej

14. april 2015 - kl. 7:17 - af

Når Plan- og Miljøudvalget mødes i dag, den 14. april, har udvalget et punkt på dagsordenen om dispensation på en ansøgning for om- og tilbygning af ejendommen Jeckelsvej 22 i Skagen. Ejeren har søgt om principgodkendelse af om- og tilbygning af eksisterende bolig.

Der er tilbage i 2006 givet byggetilladelse til om- og tilbygning af ejendommen, og de udvendige renoveringsarbejder blev igangsat i januar i år. Efter henvendelse fra en nabo blev byggeriet standset i februar, da byggetilladelsen ikke vurderes at være udnyttet og derfor ikke længere er gældende.

Ejendommen er omfattet af lokalplan fra 1987 og dækker et bevaringsværdigt område i Højen (Gl. Skagen) og har bl.a. til formål at fastholde og forbedre de nuværende kvaliteter i og omkring den bevaringsværdige bebyggelse. Den oprindelige bolig er opført i 1970 i én etage med 20° saddeltag. Der er i 1985 påbygget en udestue mod syd. Byggeriet afviger væsentligt fra, hvad der i øvrigt ses i Gl. Skagen eller tilstræbes i området.

Ejeren ønsker at renovere boligen, så den passer bedre ind i områdets byggestil. Renoveringen omfatter inddragelse af eksisterende garage mod vest, ændring af tagkonstruktion på den oprindelige garage, påbygning af tagetage med 2 kviste samt nedrivning af udestue og opførelse af udskud mod nord og syd. Det ansøgte kræver dispensation fra flere bestemmelser i lokalplanen, idet den samlede bredde af huset inkl. udskud mod nord og syd bliver ca. 11,6 m mod lokalplanens bestemmelse om en maksimal samlet bredde på 9,0 m. Desuden kræves dispensationen for taghældning.

Ejeren begrunder bl.a. ansøgning om dispensation med, at han ved renoveringen er bundet af rammerne på det eksisterende hus, men har forsøgt at skabe et tidstypisk Skagenshus ud fra et gammelt 60’er hus, så det passer ind i omgivelserne og ikke er afvigende fra de omkringliggende huse i såvel bredde som højde.

Der er foretaget naboorientering af omkringliggende naboer, Grundejerforeningen Gammel Skagen og Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Skagen og Raabjerg Sogne. 2 naboer, grundejerforeningen og foreningen for bygnings- og landskabskultur ønsker ikke, at ansøgningen imødekommes.

Materialet, der er sendt i naboorientering, viser en taghældning på 42°. Det er efterfølgende konstateret, at taghældningen er 45°, hvilket også blev godkendt i 2006. Udførelse af tagetage med 45° taghældning vurderes at være i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, da taget på flere af de omkringliggende boliger er udført med en hældning på 45° eller mere.

Der er iværksat en ny naboorientering, selvom uoverensstemmelsen mellem det udsendte materiale og de faktiske forhold reelt ikke har betydning for de ansøgte dispensationer vedr. taghældning på tilbygning mod vest og dybde af udskud mv. Frist for indsendelse af bemærkninger udløber først efter udvalgsmødet.

Center for Teknik og Miljø vurderer, at byggeriet med de ønskede ændringer er forsøgt tilpasset byggestilen i området, og at renoveringen er udført med respekt for det bevaringsværdige miljø. Tilbygningen mod syd vurderes desuden at understøtte karakteren af byggeriet som et længehus. Dette vurderes at være at foretrække frem for en tværfløj, som lokalplanen giver mulighed for.

Fagcenteret under Teknik og Miljø anbefaler, at om- og tilbygning godkendes som ansøgt, hvis der ikke i Miljødirektøren indstiller til udvalget, at om- og tilbygning godkendes som ansøgt, herunder at der gives dispensation til, at tag over tidligere garage udføres med ensidig taghældning på ca. 10 grader, og at udskud mod nord og syd udføres med en bredde på ca. 2 m.

 

Tekst af Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Dispensation for bygning på Jeckelsvej' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger