Spar Nord Skagen klar med rentegaver til konfirmander
18. april 2015 - kl. 6:59 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Spar Nord er sammen med flere af landets øvrige storbanker klar med ekstraordinært høje indlånsrenter til de knap 70.000 konfirmander og nonfirmander, som i de kommende måneder forventes at sætte over 1 milliard kroner i banken.
Når årets cirka 50.000 konfirmander og knap 20.000 nonfirmander i de kommende måneder bliver fejret, står flere af landets største banker klar med kontante tilbud i form af ekstraordinært høje indlånsrenter.
Det viser en aktuel analyse fra rådgivningsvirksomheden Mybanker.dk, hvoraf det også fremgår, at landets 10 største banker tilbyder mellem 2,25 og 5 procent i indlånsrente i bestræbelserne på at tiltrække årets konfirmander og nonfirmander. Det gælder også i Spar Nord Skagen, der i år tilbyder 5 procent i rente på en konfirmandkonto.
Ifølge beregninger fra Spar Nord sætter en konfirmand eller nonfirmand i gennemsnit godt 15.000 kroner ind på sin konfirmandkonto, og med næsten 70.000 konfirmander og nonfirmander i år forventer banken, at det samlede indskud runder 1 milliard kroner.
Spar Nord: Høj rente giver mening
Ifølge afdelingsdirektør Pia H. Sørensen i Spar Nord Skagen er tilbuddet om en indlånsrente på 5 procent ubetinget en underskudsforretning for banken. Alligevel giver tilbuddet mening, fastslår hun:
– Konfirmationsalderen er typisk det første tidspunkt, hvor du for alvor får penge på lommen. Og vi vil gerne vise de unge mennesker, at det kan betale sig at spare op frem for at bruge alle pengene på mobiltelefoner og tøj, siger Pia H. Sørensen og fortsætter:
– Konfirmationen er med andre ord også en økonomisk højtid og et tidspunkt, hvor det giver mening at gå i dialog med de unge mennesker og vise, hvad vi som bank har at byde på. Det har vi gjort i mange år, og vi ved, at mange af de unge mennesker holder fast i os, når først de lærer os at kende.
Mybanker: Brug tilbuddene
I Mybanker.dk hæfter partner John Norden sig ved, at bankernes konfirmandtilbud kan være med til at sikre, at de unge får en god start på deres økonomiske liv.
– Det kan give de unge nogle positive oplevelser med at spare op, og det kan komme dem til gavn senere i livet. Og set i forhold til indlånsrenterne i øvrigt, som typisk er på 0 procent, så der tale om super attraktive tilbud, som det vil være dumt ikke at benytte sig af, siger John Norden.
Han opfordrer samtidig de unge til at være opmærksom på, hvad der sker med renten efter det første år, hvor den ekstraordinært høje rente ophører.
Indbringer 700 kroner
I Spar Nord indebærer konfirmandtilbuddet, at der maksimalt kan indsættes 25.000 kroner på en konfirmandkonto. Der er ikke gebyrer forbundet med at oprette eller hæve på kontoen. I kroner og øre betyder renten, at et indskud på 25.000 kroner fra maj til december indbringer godt 700 kroner i renteafkast før eventuel skat. Vælger konfirmanden herefter at tilknytte de gratis produkter MasterCard Debit, Netbank Ung og Mobilbank tilbyder Spar Nord 2 procent i variabel rente frem til konfirmanden fylder 18.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spar Nord Skagen klar med rentegaver til konfirmander' til en bekendt