
Politikere i åben dialog med forældre om fremtidens arbejdsmarked
24. april 2015 - kl. 6:28 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Børne- og Ungdomsudvalget inviterede tirsdag aften bestyrelser i dag- og fritidstilbud, skoler og ungdomsskole til dialogmøde om de arbejdsmæssige udfordringer i Frederikshavn Kommune.
Spar Nord Lounge i Arena Nord var stuvende fuld da Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune tirsdag aften mødtes med bestyrelserne i kommunens dagtilbud, fritidstilbud, skoler og ungdomsskole.
Debatten kredsede om mulighederne for at tænke i fremtidig kompetent arbejdskraft i Frederikshavn Kommune. I et indledende oplæg blev kommunens udfordringer på arbejdsmarkedsområdet tegnet op. En udfordring, der handler om at arbejdsstyrken falder med 2500, mens behovet for kompetent arbejdskraft stiger med 2000 nye arbejdspladser frem mod 2020. Dermed mangler der reelt 4500 i arbejdsstyrken inden for en kort årrække.
”Det giver os nogle helt særlige muligheder for at koble vores lokale uddannelser med erhverv og kommune”, understregede oplægsholder Ole Madsen fra kommunens Udviklings- og Erhvervsafdeling.
Udvalgsformand Pia Karlsen deltog sammen med de øvrige politikere i debatten ved bordene, og var meget positiv over bestyrelsernes engagement i dialogen: ”Det er helt tydeligt, at forældrene ønsker at arbejde aktivt med at fremme opmærksomheden på kommunens erhvervsuddannelser. Kommunens 4 vækstspor ”energi, fødevarer, det maritime, oplevelser og turisme” er fortsat omdrejningspunktet og her har især skolerne en vigtig rolle i at rette undervisningen mod fremtidens muligheder i vores kommune”, udtaler Pia Karlsen.
Bestyrelserne havde mange bud på, hvordan den arbejdsmarkedsmæssige udfordring kunne imødekommes. Flere pegede på nødvendigheden i at invitere erhvervslivet mere ind i skoler, dag- og fritidstilbud, hvilket fx kunne gøres igennem en erhvervsplaymaker til at bygge bro mellem børne- og ungeområdet og virksomhederne i kommunen. Idéerne var mange, og dialogmødet sluttede med en tavle fuld af input fra bestyrelserne. ”Dialogmødet har vagt interessen for de erhvervsmæssige udfordringer og sat mange nye tanker i gang”, konkluderede en tilfreds udvalgsformand efter aftenens debat.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Politikere i åben dialog med forældre om fremtidens arbejdsmarked' til en bekendt