Venstre blæser til kamp for de nordjyske værfter
6. maj 2015 - kl. 8:56 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forsvarsminister, Nicolai Wammens (S) beslutning om at sende vedligeholdelsen af Søværnets skibe i EU-udbud bringer nordjyske værftsarbejdspladser i bl.a. Skagen og Frederikshavn i fare. Anders Broholm (V) kalder beslutningen for tosset og har nu inddraget Venstres forsvarsordfører i kampen for de nordjyske værfter.
De syvårige vedligeholdelseskontrakter på Søværnets 53 skibe har en samlet værdi af 700 millioner kroner, og de skal nu tilrettelægges som et EU-udbud, således at andre europæiske værfter har mulighed for at byde ind på den lukrative ordre.
Anders Broholm, folketingskandidat for Venstre i Nordjylland og byrådsmedlem i Frederikshavn kommune, udtaler:
”Det her er fuldstændig tosset. Jeg har derfor i dag snakket med Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen for at få ham til at tage sagen op med Forsvarsministeren. Og vi er på sagen! Ved at bryde den årelange tradition for at fremsætte vedligeholdelseskontrakterne i nationale udbud gambler Nicolai Wammen med solide danske arbejdspladser. De nordjyske værfter giver livsvigtige arbejdspladser i vores område og er med til at bibeholde og udbygge det stærke maritime miljø, vi har i Danmark og særligt i Nordjylland.” udtaler Anders Broholm
Grundlaget for den nye udbudsstrategi er tvivlsom. Danmark er formentlig det eneste land, der såfremt forslaget gennemføres, sender opgaver for Søværnet i EU-udbud.
En særlig paragraf i Rom-traktaten (§ 346) giver mulighed for, at et land udelukkende sender opgaverne i et nationalt udbud, oplyser Brancheforeningen Danske Maritime.
”Det her er endnu et eksempel på, at Regeringen overimplementerer EU-regler. Vi vinder intet ved at være dukse i klassen. Tværtimod mister vi en masse nordjyske arbejdspladser. For der er ingen logisk eller juridisk grund til, at Forsvarsministeren går over til bruge EU-udbuddet. Jeg forstår slet ikke hvad socialdemokraterne tænker på i denne sag! De andre europæiske lande må gnide sig i hænderne. I værste fald skaber det her en masse arbejdspladser i Tyskland og Frankrig, mens de nordjyske værftsarbejdere står tilbage med skægget i postkassen.” siger Anders Broholm
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Venstre blæser til kamp for de nordjyske værfter' til en bekendt