
Trafiksikkerhedsudvalgets sammensætning ønskes drøftet
17. maj 2015 - kl. 8:04 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når Teknisk Udvalg i morgen mødes næste gang til ordinært udvalgsmøde har byrådsmedlem Flemming Rasmussen (DF), Ålbæk, anmodet om at få et punkt på dagsordenen, hvor udvalget drøfter Trafiksikkerhedsudvalgets sammensætning og eventuelle ændringer heraf.
Flemming Rasmussens begrundelse er, at Trafiksikkerhedsudvalget ikke lever op til den ånd og forståelse, som han opfattede som det, der blev vedtaget i januar-februar 2014.
Flemming Rasmussen henviser til, at Teknisk Udvalg anbefalede, at der oprettedes et effektivt og mindre tungt udvalg lokalt i Frederikshavn Kommune. Flemming Rasmussen foreslår derfor nu en sammensætning af udvalget med et byrådsmedlem som formand, Søren Vestergaard som næstformand, Jane Olsen fra Park og Vej samt Rikke Løgtved Buus fra Teknik og Miljø. Udvalget skal være effektivt og hurtigt arbejdende. Sager, der skal forelægges politiet og/eller skolerne sendes til høring, kun når dette er aktuelt.
Af det gældende kommissorium for Trafiksikkerhedsudvalget fremgår, at udvalget skal være forum for dialog og øget samarbejde mellem skoler, institutioner, politi, organisationer, politikere og den tekniske administration. Udvalget skal arbejde for at sikre, at trafiksikkerhedsmæssige hensyn vurderes og indarbejdes bedst muligt ved planlægning og udførelse af projekter inden for vejområdet. Udvalget skal endvidere motivere til en mere trafiksikker adfærd blandt borgerne gennem kampagner og anden holdningsbearbejdning. Der skal foretages uheldsanalyser og arbejdes for at indfri færdselskommissionens nationale målsætninger om reduktion af antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken. Endelig skal udvalget koordinere og besvare borgerhenvendelser af trafiksikkerhedsmæssig karakter.
Der afholdes mindst 4 årlige møder og et årligt møde med repræsentanter for færdselskontaktlærere og skolebestyrelser, ligesom der afholdes møde med Teknisk Udvalg og det sociale område efter behov.
Udvalget er tværfagligt og består af repræsentanter fra Center for Teknik & Miljø, Center for Park og Vej samt samarbejdspartnere fra skoler og politi. Den tværfaglige sammensætning skal sikre faglig viden og kompetence, så arbejdet hen imod en trafiksikker udvikling kan planlægges, vurderes og bearbejdes. Forman for udvalget er en ledelsesrepræsentant fra det tekniske område.
Teknik- og miljødirektøren indstiller sagen til drøftelse.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Trafiksikkerhedsudvalgets sammensætning ønskes drøftet' til en bekendt