Post Danmark åbner endnu et posthus i Skagen
30. maj 2015 - kl. 11:12 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Nethandlen boomer, og det får Post Danmark til at åbne endnu et posthus i Skagen.
Det er Shell på Højensvej, der fra 8. juni nu også kommer til at huse et posthus.
– Det er en stor glæde, at vi med det nye posthus kan øge tilgængeligheden og gøre det endnu lettere for kunderne i Skagen og omegn, når pakkerne fra den stigende nethandel skal hentes og sendes, siger Gordon Dalsgaard, kundechef i Post Danmark.
I det nye posthus kan kunderne hente pakker, som bestilles til direkte afhentning på posthuset. Der kan også sendes breve og pakker samt købes frimærker og pakkeporto – og alle posttilbud kan benyttes i hele Shells åbningstid alle ugens dage.
– Vi glæder os til samarbejdet med Post Danmark. Det er vores forventning, at et posthus her hos os i endnu højere grad vil gøre Shell til et lokalt omdrejningspunkt, siger Jacob Yde, indehaver af Shell Skagen.
Pakker, som er bestilt til hjemadressen, men hvor kunden ikke er hjemme, når pakkebuddet forsøger at aflevere pakken, vil fortsat blive lagt til afhentning på det posthus, hvor man i dag er vant til at hente sine pakker. Det vil altid fremgå af den besked, man modtager fra Post Danmark, hvor pakken skal afhentes.
I forvejen kan Skagen-borgerne bruge byens posthus hos SuperBrugsen. I alt har Post Danmark over 1.475 udleveringssteder over hele landet, hvoraf de ca. 1.000 er posthuse og de ca. 475 er Pakkebokse.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Post Danmark åbner endnu et posthus i Skagen' til en bekendt