
Tre nye værker til Skagens Museums samling
4. juni 2015 - kl. 6:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den 2. juni kunne Skagens Museum tilføje intet mindre end tre nye værker til sin samling. Alle tre værker er erhvervet ved Bruun Rasmussen Kunstauktioner.
Med støtte fra Skagens Museums Venner har Skagens Museum erhvervet Anna Anchers En høstpige fra 1901. Omkring 1900 var der flere kornmarker tæt på Michael og Anna Anchers Hus i Skagen, så Anna Ancher har haft høstmotivet lige uden for døren. Dette blev derfor et yndet motiv for hende – ofte med tre eller flere markarbejdere på vej til eller fra dagens arbejde. Kunstnere har helt tilbage i 1400-tallet skildret høst og høstarbejdere, og motivet fik en opblomstring omkring 1900. Flere danske kunstnere malede kornmarker, ofte som allegorier over frugtbarhed, men der er en dobbelthed i malerierne, idet manden med leen, der er et symbol på døden, også er til stede – selv når han ikke er afbildet. Udover dette værk ejer Skagens Museum tre andre værker med samme motiv. Det ene værk hænger i Michael & Anna Anchers Hus i Sydstuen, mens de to andre værker har været i Skagens Museums eje i mange år.
Dertil har Skagens Museum erhvervet det udaterede værk Skibsvrag på stranden af den norske maler Frits Thaulow. Frits Thaulow besøgte Skagen to gange, i 1872 og 1879. Første gang besøgte han byen i selskab med Holger Drachmann og sidste gang sammen med den norske maler Christian Krohg. I 1879 kom Thaulow til Skagen efter et længere ophold i Paris, hvor han blev meget inspireret af den franske naturalistiske kunst, som han fortalte de andre kunstnere i kunstnerkolonien om. Fra 1870-1873 gik han på kunstakademiet i København, og det var under dette ophold, at han første gang rejste til Skagen. Skagens Museum ejer i forvejen seks værker lavet af Thaulow. Billedet af skibsvraget på stranden er højest sandsynligt malet i Skagen i 1879, og er et fint eksempel på de friluftsskitser, som kunstnerne malede, når de sad på stranden.
Som det tredje og sidste værk har Skagens Museum med støtte fra Kulturstyrelsen erhvervet Viggo Johansens værk Mor fortæller for de Smaa fra 1892. Johansen er en af de mindre kendte skagensmalere, der står i skyggen af Anna og Michael Ancher samt ikke mindst P.S. Krøyer – men som også i den periode, han ikke var en del af kolonien, har malet nogle fantastiske værker, der fortjener mere opmærksomhed end det hidtil har været tilfældet. Skagens Museum ejer i forvejen mere end 120 værker lavet af Johansen, og ejer dermed også den største offentlige samling af hans værker. Det nyerhvervede maleri forestiller Viggo Johanssons hustru, Martha, som fortæller historier for tre af familiens seks børn ved ildskæret fra kakkelovnen i hjemmet i København. Billedet er et eminent eksempel på Johansens evner til at skildre et mørkt interiør, hvor han i stedet udnytter det svindende dagslys, der kommer ind af vinduet samt lyset fra ilden i kakkelovnen. Købet af dette værk vil uden tvivl styrke museets repræsentation af Johansens stemningsfulde interiører, og samtidig får erhvervelsen også en lille ekstra krølle på halen, idet der på væggen bag Martha Johansen, er gengivet et maleri, som Michael Ancher har malet og som også tilhører Skagens Museum.
De tre værker vil først kunne ses udstillet på museet, når hele bygge- og renoveringsprojektet når sin ende, og hele Skagens Museum igen slår dørene op for publikum i februar 2016.
Fotokreditering: Bruun Rasmussen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tre nye værker til Skagens Museums samling' til en bekendt