
De Aalbæk Spillefolk.
De Aalbæk Spillefolk
19. juli 2015 - kl. 7:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”De Aalbæk Spillefolk” debuterede i juni måned 2013 ved 2 koncerter i Aalbæk Ny Turistforenings have. Efter et par år med mange koncerter oplever De Aalbæk Spillefolk nu en stigende opmærksomhed og efterspørgsel fra koncertsteder ikke blot i Vendsyssel men også søndenfjords. Trioen, som er unik i sit repertoire og instrumentsammensætning, møder altid positiv omtale og megen glæde fra publikum.
De Aalbæk Spillefolk optræder i Vendsyssel Festival søndag den 27. juli kl. 19,30 i ”Den Gamle Station” i Hirtshals.
En af de særlige kvaliteter ved De Aalbæk Spillefolks spillestil er, at musikken spilles med kammermusikalsk tilgang. Dette betyder at der arbejdes med klart defineret rytmik, dynamik og artikulation i musikken, hvad enten musikken er hentet fra gamle nodebøger fra Vendsyssel, Læsø, Fyn (Rasmus Storm) eller Sverige (Sven Donats Notbok, Sexdregasamlingen m. fl.) samt norsk traditionel og egenartet folkemusik. – Ja også skotsk folkemusik har vi på repertoiret. Alle arrangementer er unikke og skrevet til De Aalbæk Spillefolk. Dette gælder også for de værker, der repræsenterer teatrets og kirkens musik fra middelalder, renæssance (Praetorius), barok (Bach) og wienerklassik (Mozart) m. m.
Man kan høre os i kulturhuse, sognegårde, kirker, biblioteker, gallerier, i fri luft – og hvor der ellers ønskes vor medvirken.
Organister og menighedsråd er ved at få øjnene op for vor eksistens; og som en transparent variation af begrebet ”spillemandsmesse” benyttes De Aalbæk Spillefolk jævnligt af kirker til at understrege temaet i en gudstjeneste: Advent, Mariæ bebudelse, jul, påske, pinse, høstgudstjeneste eller gudstjeneste, hvor det kristne budskab fortolkes med udgangspunkt i kunst.
Dele af vort repertoire indeholder originale, verdslige visemelodier fra middelalder og renaissance samt melodierne i den form, der senere er blevet anvendt i kirkens melodisamlinger.
Musikerne i De Aalbæk Spillefolk:
Line M. G. Jensen på fløjter. (Tværfløjter i C og F. Blokfløjte, djurapipa) og rytme.
Line er uddannet ved Nordjysk Musikkonservatorium og er en aktiv musiklærer ved forskellige musikskoler i Nordjylland.
Kristian Nefer på guitar, harmonium og rytme.
Kristian er en kendt musiker – ja, nærmest en institution – i Aalbæk og omegn og har med sine ensembler igennem årtier stået for musikken ved de fleste folkelige arrangementer.
Freddy Samsing på Nyckelharpe, middelalderharpe og harmonium.
Freddy er uddannet ved Det Fynske Musikkonservatorium og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og var senere lærer ved disse konservatorier.
Senere i ca. 20 år lærer ved Nordjysk Musikkonservatorium.
De Aalbæk Spillefolk i Simons Raalling.
Onsdag den 22. juli og onsdag den 29. juli – begge dage kl. 12,00 – kan man opleve De Aalbæk Spillefolk i haven ved
SIMONS RAALLING. De Aalbæk Spillefolk spiller folkemusik fra den tid, hvor der var dagligt liv i Raallingen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'De Aalbæk Spillefolk' til en bekendt