
Arkivfoto.
Løbehjul, leg og lakridskarameller i Skagen Skaterpark
5. august 2015 - kl. 8:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der kommer fuld fart på Skagen lørdag den 8. august, når nogle af Danmarks dygtigste løbehjulskørere giver opvisning og undervisning for børn i alle aldre, og Malaco deler gratis slik ud.
Det populære løbehjul er en social og underholdende aktivitet for børn og unge, særligt om sommeren. Det ved Malaco og skateshoppen Mills, og derfor har de nu sammen startet Kick It Summer Tour, hvor de rejser Danmark rundt og deler ud af deres talent og glæde for at lave tricks på løbehjul.
Lørdag den 8. august er turen kommet til Skagen, hvor det dygtige Team Mills bestående af drenge i alderen 12 til 16 år vil give løbehjulsopvisning på medbragte ramper samt undervise nysgerrige tilskuere i Skagen Skaterpark som en del af Skagen Scooter Jam 3. Edition. Udover show og undervisning vil der være konkurrencer med seje præmier og gratis Kick lakridsstænger til deltagere og tilskuere. Dagen sluttes af med Night Jam for de lidt større børn.
Det er både gratis og åbent for alle, når Kick It Summer Tour indtager Skagen, så tag familien og måske et løbehjul under armen, når arrangementet ruller afsted fra klokken 10 til 16 og fra klokken 21-22.
Hvad: Kick It Summer Tour
Hvor: Skagen Skaterpark – Skolevej 5.
Hvornår: Lørdag den 8. august kl. 10-16 og 21-22 (Night Jam)
Hvor meget: Gratis og åbent for alle
Om Kick It Summer Tour
I juni, juli og august inviterer Malaco og Mills hele Danmark til at være med på Kick It Summer Tour, som besøger 10 byer rundt i hele landet med spændende opvisninger og konkurrencer med løbehjul. Mills-teamet består af nogle af Danmarks dygtigste løbehjulskørere, og de er klar på at uddele tips og tricks til alle. Sjov og fælles oplevelser er nøgleordene for sommerens sejeste familieaktivitet.
Om Mills
Mills er Nordens ældste skateshop og har siden 1981 givet unge drenge og piger hjul under fødderne. Udover at være specialiseret i udstyr, løbehjul og skateboards holder de hver søndag en populær skateskole på Refshaleøen i København, hvor børn og unge lærer nye tricks og er aktive på en sjov måde.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Løbehjul, leg og lakridskarameller i Skagen Skaterpark' til en bekendt