
Skagen havkajakklub får sponseret en ny kajak
7. august 2015 - kl. 7:04 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Spar Nord Fonden har sponseret Skagen Havkajakklub 15.000 kr. til en ny havkajak med udstyr. Sponsoratet blev overrakt ved en festlighed lørdag den 1. august på Skagen Havkajakklubs arbejdsdag lige inden frokosten. Pia Sørensen – direktør for Spar Nord i Skagen – overrakte checken på 15.000 kr. til formanden for Skagen Havkajakklub – Michael Thaarup. Hun fortalte om Spar Nord Fonden og dens virke og om hvordan det er vigtigt for Spar Nord Fonden at støtte lokale projekter, og at Spar Nord Fondens evne til at støtte lokalt afhænger af antallet af aktionærer.
Michael Thaarup takkede for sponsoratet og kunne oplyse, at pengene allerede er omsat til en ny grøn havkajak med Spar Nords logo på. Kajakken er en Arrow Play med finne, som giver klubbens begyndere under oplæring nye muligheder for at udvikle deres færdigheder. Michael Thaarup var glad for, at Spar Nord Fonden engagerer sig i det lokale foreningsliv og støtter det frivillige arbejde, som er bærende i en klub som Skagen Havkajakklub.
Efter overrækkelsen blev Pia Sørensen vist rundt af klubbens næstformand Thorkild Lind, og fik set både klubhus og klubbens kajakopbevaringscontainere og kajakkerne, og fik tilbudt en sejltur ved anden lejlighed efter nærmere aftale.
Skagen Havkajakklub blev stiftet den 12. september i 2009 og har i dag 40-45 medlemmer. For at blive medlem af klubben skal man være fyldt 16 år. Kajak, pagaj og andet udstyr kan man låne i klubben mens man selv skal anskaffe sig egnet robeklædning. Som medlem af klubben gennemgår man gratis klubbens roeruddannelse og certificeres derefter som DGI havkajakroer 1.
Man kan læse mere på klubbens hjemmeside http://skagenhavkajak.mono.net.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen havkajakklub får sponseret en ny kajak' til en bekendt