Halvårsregnskab viser stigende indtjening
13. august 2015 - kl. 8:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Nordjyske Bank har i dag offentliggjort sit første halvårsregnskab efter fusionen med Nørresundby Bank. Regnskabet for 1. halvår 2015 viser en stigning i basisindtjeningen før fusionsomkostninger med ikke mindre end 12 procent til 210 millioner kroner. Det giver et tilfredsstillende halvårsresultat før skat på 140 millioner kroner.
Danmarks 11. største bank fortsætter sin fremgang trods et betydeligt fokus på igangværende fusionsaktiviteter. Nordjyske Bank kommer ud af 1. halvår 2015 med en markant stigning i basisindtjeningen, der nu ligger på 210 millioner kroner før fusionsomkostninger mod 188 millioner kroner året før. Det giver et samlet resultat før fusionsomkostninger på 177 millioner kroner og et resultat før skat på 140 millioner kroner.
Den stigende basisindtjening og det positive resultat er skabt via en kombination af stigende indtægter og stabile driftsudgifter og afskrivninger:
– Fusionsaktiviteterne trækker fortsat mange interne ressourcer hos både ledelse og medarbejdere, og det er klart, at vi derfor endnu ikke kan indfri det fulde potentiale af sammenlægningen med Nørresundby Bank. Når vi så alligevel formår at øge indtjeningen, skyldes det en positiv stigning i aktivitetsniveauet. Faktisk har vi øget vores samlede forretningsomgang med 1 milliard kroner til 29,2 milliarder kroner siden fusionen. Samtidig er driftsudgifter og afskrivninger forblevet stabile, forklarer adm. direktør Claus Andersen fra Nordjyske Bank.
Den positive udvikling i basisindtjeningen sker blandt andet som følge af en stigning i nettogebyrindtægterne med 44 millioner kroner til 199 millioner kroner mod 154 millioner kroner året før. Denne stigning kan primært tilskrives øget indtjening fra blandt andet konverteringsaktiviteter, men også stigende aktivitet inden for formuepleje og værdipapirhandel bidrager til den markante stigning.
På udgiftssiden har banken fastholdt de samlede omkostninger med at drive banken på 270 millioner kroner. Hertil kommer ekstraordinære fusionsomkostninger på 37 millioner kroner i 1. halvår 2015. Niveauet for afskrivninger er ligeledes bibeholdt på samme niveau – nemlig 64 millioner kroner, og det glæder Claus Andersen:
– Fusionen med Nørresundby Bank har resulteret i en mindre samlet eksponering over for udfordrede erhverv som landbrug og ejendomme, og vi er derfor blevet mindre sårbare, konstaterer han.
Nyt områdecenter i Aalborg
Nordjyske Bank har i dag ligeledes offentliggjort etableringen af et nyt områdecenter i Aalborg. Banken har købt ejendommen beliggende Thulebakken 34 i bydelen Hasseris i Aalborg, og her vil banken ultimo 2015 åbne bankens 4. områdecenter:
– Med det nye områdecenter i Aalborg vil vi skabe en moderne og tidssvarende filial, der lever op til kundernes krav og forventninger anno 2015. Vi oplever, at antallet af kasseekspeditioner er faldende, mens behovet for dybdegående og personlig rådgivning er stigende. Derfor har vi fokus på at skabe de bedst tænkelige rådgivningsrammer, gode tilkørselsforhold og parkeringsmuligheder, forklarer Claus Andersen videre.
Det nye områdecenter kommer til at indeholde både erhverv, privat og Private Banking og vil rumme stærke kompetencer inden for bankens vigtigste rådgivningsfunktioner.
Sideløbende med opbygningen af det nye områdecenter sammenlægges bankens nuværende afdelinger på Vestre Allé og Vesterbro, der ligger med en afstand på kun 1-3 kilometer til det nye domicil. Ligeledes i 2015 sker en sammenlægning af afdelingerne i Nr. Uttrup og Nørresundby, der ligger med en afstand af cirka 2 kilometer fra hinanden. Nordjyske Bank vil efter de to sammenlægninger samt åbning af nyt områdecenter fortsat ligge i top med antal filialer i det primære markedsområde.
Positive forventninger til fremtiden
Nordjyske Bank har et særdeles solidt kapitalgrundlag og en stærk likviditetssituation. Kapitalprocenten på 16,6, kernekapitalprocenten på 14,6 og kapitalgrundlaget vurderes tilfredsstillende, og solvensbehovet pr. 30. juni 2015 er opgjort til 9,9 procent svarende til en solvensgrad på 168 procent. Ligeledes er likviditetssituationen stærk med et indlånsoverskud på 4,8 milliarder kroner og en likviditetsoverdækning i forhold til lovkravet på 200 procent.
For hele året forventer Nordjyske Bank – ved proforma opgørelse af resultatet – en basisindtjening før betaling til Indskydergarantifonden, nedskrivninger på udlån m.v., kursreguleringer samt før fusionsomkostninger i niveauet 320 til 360 millioner kroner.
Som følge af en ændret proforma opstilling, hvor kursreguleringer af udlån overtaget fra primært Nørresundby Bank indgår under nedskrivninger, svarer de nuværende forventninger reelt til en forbedring på cirka 20 millioner kroner af basisindtjening før fusionsomkostninger.
Banken fastholder sine forventninger til nedskrivninger, hvilket – som følge af ovennævnte ændrede opstilling – er i niveauet 145 millioner kroner. Nedskrivningerne er dog forbundet med stigende usikkerhed, hvilket kan henføres til landbrugsområdet.
I 2016 forventer Nordjyske Bank at kunne indfri den egentlige økonomiske fusionsgevinst i størrelsesordenen 50 millioner kroner – primært som følge af de aftalte fratrædelser.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Halvårsregnskab viser stigende indtjening' til en bekendt