
Privat foto
Ian Heilmann og Lisbet Torp takker af
26. august 2015 - kl. 7:38 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Søndag den 30.august spiller Ian Heilmann for sidste gang til højmessen i Skagen Kirke.
Mange års arbejdsliv ved Skagen Kirke er slut. Både for Ian Heilmann og fruen, Lisbet Torp.
I den anledning har Skagens Avis fået et par ord med på vejen.
– Skagboere, turister og medløbende har i mange år mødt jer i Skagen Kirke. Ian ved orglet, og Lisbet på prædikestolen. Men I har jo også
lavet så mange andre ting i kirkelig sammenhæng…
“Ja”, svarer Ian. “Det har været et privilegium for os at kunne arbejde sammen i kirken. Vi deler et grundtvigsk kirkesyn og har begge en udtalt musikalsk sans. Så mener vi også, at kirken er en kulturbærende institution, som med meget andet end den behørige forkyndelse i ord skal komme alle sognebørn i møde. Derfor har vi været aktive med koncerter, studiekredse, kirkehøjskoledage, foredrag, ja – folkeoplysning i bred forstand. Grænsen går vel, hvor det bliver til underholdning. Det er ikke nogen kirkelig opgave.”
– Har der så overhovedet været tid til en privat hobby i dagligdagen?
“Det har der heldigvis. Naturens vidunderlige mangfoldighed har betaget mig siden barnsben, og at lære sig fugle og flora at kende ved navne er noget af det mest rekreerende og selvforglemmende jeg ved at bruge min tid til. Så er vi begge flittige læsere. Jeg tror Lisbet har været hele verdenslitteraturen igennem, jeg selv er godt på vej. “
– Sommerens sidste orgelkoncert var en festparade med musik og oplæsning af en række digte. Det virkede som et ægte team-work. Men hvor får I ideerne fra?
“Tjah”, svarer Ian “ når jeg hører andre spille herlig orgelmusik, giver det mig stor inspiration til at indvinde nyt land. Lisbet har altid været fuld af gode idéer, mange gange også på mine vegne. Hun er god til at give bolden op – og så smasher jeg.”
Avisens sidste spørgsmål til Ian bliver derfor: Har du og Lisbet stadig uopfyldte drømme, der skal leves ud, nu hvor I lægger Skagen Kirke bag jer?
“Både ja og nej”, svarer Ian, og fortsætter “Jeg starter i nyt job, i Brahetrolleborg på Fyn. Lisbet er formelt set stadig sognepræst i et stykke tid endnu, men hun vil meget gerne vikariere, hvor der kan være brug for det i Fyns Stift.
Uopfyldte drømme?
Ja, Bach bliver jeg aldrig færdig med. Jeg havde en plan om at have spillet Bachs samlede værker inden jeg blev 50, så da jeg blev 60. Og ja, jeg mangler stadig nogle af de store værker i mit repertoire.
Det må jeg se at få rettet op på i Brahetrolleborg de kommende år. Lisbet har et litterært projekt liggende til genoptagne studier, omkring den østrigsk-jødiske forfatter Hermann Brochs kæmpeværk ”Vergils død”.
Lisbet og jeg ville ikke have noget imod atter at stå for nogle ”Aftensange” her eller der.
Nogle af mine stjernestuder i Skagen kirke har været ”Aftensangen” – en vinterlig onsdag eftermiddag kl. 17 med kirken fuld af levende lys og en syngende menighed. Og så spille stor musik og til store salmer – til Guds ære”., slutter Ian.
Umiddelbart efter gudstjenesten søndag den 30,august vil Ian være vært ved et kort samvær i sognehuset.
Alle er velkommen.
Skagens Avis ønsker Ian og Lisbet god vind fremover.
Marianne Bindslev
En kommentar til “Ian Heilmann og Lisbet Torp takker af” under annoncerne.
Kære Lisbeth og Ian! I to er tit I mine tanker da I har været en stor del af den musikalske del af min opvækst. I har været der når det var sjovt og festlige lejligheder og når livets helt store sorger har været alt overskyggende.
Jeg ønsker jer alt mulig held og lykke med fremtiden.
Jeg er meget ærgerlig over at det ikke er muligt at komme hjem til Skagen i weekenden.
Mange knus fra Ane-Kathrine