
Ann-Marie Gabrielsson synger Taubes dejlige viser på sit fine svensk.
Drachmann-aften om Taube og Drachmann
14. september 2015 - kl. 9:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På onsdag den 16. september kl. 20 vil Drachmann-Kvartetten endnu en gang præsentere deres populære program om Evert Taube og Holger Drachmann, ”Havet og kærligheden”. Netop disse to begreber var fælles inspirationskilder for de to, og så var der jo ”Skagens Rose”, hotelejerdatteren, Ingeborg Andersen, på det for længst nedrevne Skagens Hotel, som inspirerede begge digtere.
De to digtere havde også det til fælles, at begge var og er folkelige. At dette også gælder for Drachmanns vedkommende bevises af, at man sommer efter sommer kan opleve stor interesse for Drachmann-aftnerne i digterens atelier i huset på Hans Baghsvej.
Taubes og Drachmanns sange er så populære, at det giver publikum anledning til at synge med på mange af sangene og dermed forstærke den gode stemning.
”Drachmann-kvartetten” består af Ann-Marie Gabrielsson hendes mand, Jesper Hegaard, samt Birgit og Poul Bernth.
Da netop dette program nyder stor popularitet vil være en god idé at benytte sig af forsalget. Billetter á 150 kr. kan købes i huset i åbningstiden eller bestilles på mail holger@gabrielsson.dk, og der vil også være billetter til salg ved indgangen..
Torsdag klokken 12 er der causeri i haven. Her vil Poul Bernth fortælle ”Mere om Drachmann og Skagen”, og næste tirsdag fortæller Birgit Bernth om ”Drachmann og damerne”. Det koster 20 kr. + billet til Drachmanns Hus at overvære causerierne. Her er det ikke nødvendigt at forudbestille.



















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Drachmann-aften om Taube og Drachmann' til en bekendt