Foto: Lars Johannesen.
Peter gjorde Ruths Hotel til et ikon på rekordtid
20. september 2015 - kl. 7:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Som kontrast til kunstnerhotellet Brøndums i Skagen har piloten Peter Chr. Jensen videreudviklet Ruths Hotel efter G4S-guruen Jørgen Philip-Sørensen.
Peter Chr. Jensen, luftkaptajn og administrerende direktør, Aalborg, fylder 60 år tirsdag 22. september.
Fødselarens primære job er at stå i spidsen for det i dag landskendte Ruths Hotel i Gl. Skagen, mens beskæftigelsen som luftkaptajn i charterflyselskabet Jet Time er afmålt til kun at omfatte det antal timer, som kræves for at holde pilotcertifikatet intakt.
Peter Chr. Jensen blev ansat som administrerende direktør på Ruths Hotel for snart fem år siden, kort tid efter at ejeren, G4S-topchefen Jørgen Philip-Sørensen, var afgået ved døden.
Siden sin ansættelse er det lykkedes Peter at give Ruths Hotel status som et af de hoteller, der opsøges af kræsne ganer med smag for luksus. Ruths Hotel er således på rekordtid blevet et ikon for Skagen og en skarp kontrast til det gamle Brøndums Hotel, der stadigvæk er platform for kunstnermiljøet med atmosfære fra epoken med Ancher, Drachmann, Krøyer og mange andre.
’Vi satser på det publikum, der kræver moderniteter, gourmetkøkken og øvrig luksus,’ siger fødselaren, der desuden kan glæde sig over, at de røde bundlinjetal er vendt til regulære overskud.
Hotellets tidligere franske køkkenchef, Michel Michaud, var med til at løfte restauranten til et internationalt niveau. Michel efterfulgtes af Thorsten Schmidt, også han en såkaldt stjernekok. og i dag er det den koreanskfødte Dennis Juhl, der er gastronomisk ansvarlig på Ruths Hotel.
’Køkkenchefen er centralnerven i enhver hotelrestaurant,’ betoner Peter Chr. Jensen. ’Restaurantens succes står og falder med køkkenchefen.’
Ruths hotel holder åbent året rundt.
Pilot
Efter at Peter var blevet færdiguddannet som tjener, begyndte han at læse til pilot. Det skete fortrinsvis, når han havde fri fra tjenerjobbet.
Første ansættelse som pilot fik han hos et lille taxiflyselskab, daværende Muk Air, og i begyndelsen af 1980’erne gik han videre til Maersk Air, hvor han hurtigt steg i graderne og udnævntes til kaptajn. Tjenerjobbet blev samtidigt degraderet til anden-placering.
Men da Peters forældre ønskede at trække sig fra den daglige ledelse af familieforetagendet Hotel Scheelsminde ved Aalborg, blev den virksomhed overtaget af Peter og hustruen Mona, der førte det traditionsbundne ’sølvbryllupshotel’ videre i samme ånd som tidligere.
Omkring årtusindskiftet blev der igen taget skridt til generationsskifte på Scheeelsminde, idet datteren Anemette og svigersønnen Danni blev kørt i stilling til at overtage ledelsen og gradvist også ejerskabet, som det unge par i dag besidder med 70 pct.
’Børnene’, som Peter konsekvent omtaler 35-årige Anemette og 40-årige Danni, driver også det kun et år gamle Aalborg Airport Hotel, hvor Peter sammen med lokalentreprenøren A. Enggaard sammen har stået for opførelse og indretning.
I Kandestederne på Vendsyssels nordvestkyst driver hustruen Mona badehotellerne Hjorths & Koksholms.
For hele det familiære hotelimperium sidder Peter ved bordenden som bestyrelsesformand.
Når han på tirsdag runder de 60, må han ikke mere sætte sig til rette i kaptajnssædet i et dansk passagerfly, men må i de næste fem år nøjes med styrmandssædet til højre i cockpit’et. Sådan er de internationale, aldersbetingede ICAO-regler, der i Danmark administreres af Trafikstyrelsen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Peter gjorde Ruths Hotel til et ikon på rekordtid' til en bekendt