
Foto: Thomas A.
En aften med Marie Grubbe
21. oktober 2015 - kl. 6:50 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forfatterforedrag ved Lone Hørslev på Skagens Bibliotek.
Mød forfatter Lone Hørslev på Skagens Bibliotek, mandag den 26. oktober kl. 19.30. Lone Hørslev vil denne aften, fortælle om Marie Grubbe og hendes roman “Dyrets år”som udkom i september 2014.
Lone Hørslev (født 1974) er digter, forfatter og musiker. Hun debuterede i 2001 med digtsamlingen “Tak” og har siden skrevet flere digtsamlinger og romaner. Heriblandt “Fjerne Galakser er kedelige”(2005), “Sorg og Camping” (2012). Lone Hørslev har for sit forfatterskab modtaget flere priser – heriblandt Michael Strunge-prisen i 2004 og Jytte Borberg Prisen i 2009. Lone Hørslev skriver om almenmenneskelige erfaringer og oplevelser, og er kendt for at gøre det i et let og fængende sprog.
Til foredraget kaster Hørslev blikket på en af 1600-tallets fascinerende kvindeskikkelser Marie Grubbe. Hørslev fortæller om den unge Marie Grubbe, der tumler rundt på Akershusfæstningen i Oslo og lader sig forføre af bar kedsomhed, mens hendes mand evig og altid er bortrejst. Så hun tager elskere, først ritmesteren Blanquefort ude i stalden, så flere, og hun drikker sig fuld og er en skandale. Kødets krav gør sig gældende både blandt de forlystelsessyge adelige og den sultende pøbel i Christiania(Oslo). Resten er historie, skilsmisse, omflakken og fattigdom, men Lone Hørslev koncentrerer sig om det år, hvor det hele begynder at skride: 1666 – Dyrets år. Med en purung 23 årig kvinde komplet i sine sansers vold.
“Dyrets år” er en fortælling om begær, hemmelige forhold og lyster, som er svære at styre. Lone Hørslev vil fortælle om arbejdet med bogen. Om research og intuition. Om poesi og fortælleglæde, trolddom og magi og erotikkens magt over mennesket Marie Grubbe.
Foredraget er er arrangeret i samarbejde med Statens Kunstråd.
Billetsalg til foredraget foregår på bibl.frederikshavn.dk eller på Frederikshavn Kommunes Biblioteker.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'En aften med Marie Grubbe' til en bekendt