Skagen Torvehal får ny ejer

Skagen Torvehal får ny ejer

14. november 2015 - kl. 8:58 - af

Nuværende ejer af Skagen Torvehal, Helge Lundgaard, har pr 1. november 2015 overdraget torvehallen på hjørnet af Fiskergangen og Vestre Strandvej i Skagen til nye ejere: Nina Mathilda von Engestrøm og Claus Klevang Larsen. Det er kun grunden og bygningen som skifter ejere, de nuværende forretninger i Torvehallen fortsætter uændret.

Nina og Claus kommer fra Østergøtland i Sverige, hvor de har solgt deres gård. Nina er uddannet helikopterpilot. Claus er uddannet skytte og landmand. Nina har de sidste 9 år været beskæftiget som helikopterpilot på ambulancehelikopter. Claus har beskæftiget sig med jordbrug, skovbrug og fårehold. Han har også været jagt guide i Argentina, Sverige og Danmark. Nina er svensk statsborger, og Claus er dansk statsborger. De ser frem til at drive torvehallen videre i samme ånd som hidtil, og de elsker stemningen i Skagen.

De har valgt at tage et par sabatår, inden de formentlig senere flytter til Skagen. De har købt et skib, en katamaran, som de nu benytter til at komme ud at se verden i. Lige nu befinder de sig i Portugal på vej mod syd. Næste stop er de Canariske øer.

De nye ejere har aftalt med den gamle ejer, at han fungerer som vicevært for torvehallen i den periode, de er ude at rejse.

Helge Lundgaard købte torvehallen i 2001. Dengang fremstod bygningerne som nedlagt maskinværksted efter Peter Larsen. Lokalerne havde stået tomme i en årrække, og i en kort periode forinden var der en virksomhed, som fremstillede telemateriel. Helge satte bygningerne i stand, og har siden forpagtet lokalerne ud. I 2011 købte han grunden af Skagen Havn.

Fiskergangen 12A. Her er der nu en fiskebutik. Det er Birthe og Kurt Sørensen, der driver butikken. De har imidlertid sagt kontrakten op til udløb af 2016, så vi skal ud og finde ny forpagter, der ønsker at drive fiskehandel, TAKE AWAY forretning, isbutik eller anden forretning med tilvirkning og salg af levnedsmidler, det er det, lokalerne er godkendt til.

Fiskergangen 12B. Her har Skagen Vin- og Gastronomi til huse. Det var i sin tid SB-Frugt fra Frederikshavn som startede, men på et tidspunkt overtog Flemming Nielsen virksomheden, og det er fortsat ham, der ejer og driver Skagen Vin- og Gastronomi.

Fiskergangen 12C. Her blev der oprindeligt indrettet en restaurant. I 2012 overtog Jonas Stæhr forpagtningen, og han har siden med succes anvendt lokalerne til glaspusteri. Han har indrettet lejlighed på 1. sal, hvor han bor med sin familie.

Helge Lundgaard siger tak for godt samarbejde med forpagterne, I er med til at gøre Skagen til en levende by, og torvehallen til et spændende sted at komme! Han byder Nina og Claus velkommen til Skagen, og håber alle vil tage godt imod dem!

De nye ejere har ingen planer om at ændre noget i forbindelse med overtagelsen, bortset fra almindelig løbende vedligeholdelse af bygningerne. De ser frem til et godt samarbejde med nuværende og kommende forpagtere samt andre samarbejdspartnere omkring torvehallen.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skagen Torvehal får ny ejer' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger