
Kommunale klub- og fritidstilbud til ny debat
19. november 2015 - kl. 6:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Børne- og Ungdomsudvalget afholder i dag, torsdag den 19. november, ekstraordinært møde med kun et punkt på dagsordenen: fornyet drøftelse af, som det hedder i punktets overskrift: ”Sammentænkning af Attraktive dag-, fritids- og klubtilbud”.
Børne- og Ungdomsudvalget drøftede på udvalgsmødet den 2. november et modelforslag om samme tilbud. Et flertal i udvalget besluttede at udsætte sagen med henblik på yderligere beregninger og forslag. Formanden for Børne- og Ungdomsudvalget Christina Lykke Eriksen (F) fremsender et politisk oplæg til dialog til udvalgets medlemmer.
Af dagsordenen fremgår ikke yderligere eller noget bilag, der umiddelbart løfter sløret over for offentligheden om, hvad forslaget måtte indeholde denne gang.
Indstillingen fra Børne-, kultur- og arbejdsmarkedsdirektøren til mødet er, at Børne- og Ungdomsudvalget dels drøfter det politiske oplæg og dels beslutter at sende oplægget i høring hos berørte MED-udvalg.
Udvalget består efter nylige rokeringer af disse politikere: formand Christina Lykke Eriksen (F), næstformand Pia Karlsen (V), Kristina Lilly Frandsen (V), Mette Hardam (V), Ida Skov (Ø), Bahram Dehghan (A), Bent H. Pedersen (A), Jørgen Tousgaard (A) samt Lars Oldager (DF).
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunale klub- og fritidstilbud til ny debat' til en bekendt