Stor aften i Kirken

Stor aften i Kirken

21. november 2015 - kl. 8:18 - af

Traditionen tro havde operasangeren Jens-Christian Wandt samlet en række af sine musikalske venner og indbudt til koncert i Skagen Kirke, med overskriften ”Syng jul og advent ind”. Selvom der er over en måned til juleaften, var kirken fyldt til sidste plads – ca. 500 havde fundet vej til Skagen Kirke, og alle nød et fint sammensat program der ikke var alt for julet, bl.a. arier fra Händels Messias og Bachs Juleoratorium, Schuberts Ave Maria, Regers Wiegenlied og den vidunderlige blomsterduet fra Deliebes Lakmé.

Koncerten begyndte med en stærk hilsen til Paris og Frankrig. I skyggen af sidste fredags terror, sang Ditte Højgaard Andersen, Pie Jesu fra den franske komponist Gabriel Faurés Requiem. En bøn om fred og evig hvile. En stærk og vedkommende optakt til koncerten, smukt fortolket men også med gode og givende ord fra aftenens vært Jens-Christian Wandt. Han citerede bl.a. den franske ambassadør i Danmark, Francois Zimeray, der til sommerens Verdensballet havde sagt: ”Hvad er da også bedre end musikken, uagtet vores ligheder og forskelle, at nå ind til vores dybeste føleleser” – samtidig med at ambassadøren gjorde opmærksom på at netop musik er den kunstart der er under stærkest angreb fra de totalitære regimer og diktaturer. Jens-Chr. Wandt byggede bro til terroranslaget i Paris, og mindede om, at mange blev dræbt under en koncert – mens de hørte musik, mens de var en del af et fællesskab.

Aftenens sangere har alle optrådt med Verdensballetten. Mezzosopranen Andrea Pellegrini i 2014 og sopranen Ditte Højgaard i både 2013 og 2015. Det er to af Danmarks førende operasangere, med en stor karriere i både ind- udland, og man er ikke i tvivl om hvorfor. Deres varme stemmer med den karismatiske timbre går lige i hjertet. Det var tydeligt at høre både under Ditte Højgaards fortolkning af Ave Maria, og Anderea Pellegrinis fortolkning af Mariä Wiegenlied og ikke mindst da begge stemmer forenedes i blomsterduetten fra Lakmé. I øvrigt en fin gestus, overfor de mange der sad på kirkens pulpiturer, at en del af programmet blev sunget heroppe fra.

Ved flyglet sad Holmens Kirkes 1. organist Jakob Lorentzen. Han har været med før og er også med på de to CD´er ”Jul i Skagen” og ”Sommer i Skagen”. Med sig havde han bratchisten Andreas Bernitt, og sammen skabte de et moment af magi, da de fortolkede Bachs Air. Deres samspil både i bratchistens soli, men også som akkompagnement til de tre sangere, var uovertruffen og på højt musikalsk niveau.

Ved orglet sad Skagen Kirkes nye organist, Rikke Kursch. Hendes dansante og fornemme udgave af Bachs orgelkoral ”Wachet auf”, lover godt for Skagen Kirkes fremtidige musikliv.

Koncerten sluttede med Adams berømte Julearie – O hellige nat. For mange blev det aftenens højdepunkt, smukt fortolket af samtlige medvirkende. Publikum kvitterede med stående applaus og bravoråb, og alle var enige om at koncerten igen i år var den helt rigtige begyndelse på adventstidens mange gode traditioner.

 

 

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Stor aften i Kirken' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger