
Første hjemmekamp i Skagen i fem år
24. november 2015 - kl. 7:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Torsdag 26. november spiller Vendsyssel Elite Badminton for første gang i fem år en hjemmekamp i Skagen. Klubben har lagt sig i selen for at skabe et festligt arrangement for såvel børn som voksne. Det sker i samarbejde med Sparekassen Vendsyssel i Skagen og Nordjyske Bank i Skagen.
Opgøret i Badmintonligaen mellem VEB og Værløse begynder kl. 19.00 i Skagen Sportscenter, men allerede fra kl. 17.00 mødes Skagen Badminton Klubs *ungdomsspillere til et arrangement i den lille hal. Her skal de blandt andet forberede slagsange til den spændende ligakamp.
Klubbens sponsorer er inviteret til spisning og foredrag inden kampen. Meget passende er VEB’s mangeårige sportschef, Peter R. Jensen, hjemme på ferie fra New Zealand, og han fortæller mere om sin nye tilværelse som landstræner på den anden side af jorden.
– I fem år har vi spillet alle vores ligakampe i Arena Nord i Frederikshavn, men i denne sæson har vi valgt at spille en enkelt hjemmekamp i Skagen. Det skyldes flere ting. Først og fremmest er vi Skagens eneste klub med et ligahold, så byen fortjener denne oplevelse. Derudover spiller det selvfølgelig en rolle, at vi har en række trofaste sponsorer i Skagen, fortæller VEB’s formand, Jan R. Jensen.
Sparekassen Vendsyssel og Nordjyske Bank “har købt kampen”, hvilket betyder, at der er gratis adgang for alle.
—————————
*Skagen Badminton Klub og Frederikshavn Badminton Klub inviterer i samarbejde med Sparekassen Vendsyssel og Nordjyske Bank alle Skagens ungdomsspillere til ligakamp i
Skagen.
Program:
Kl. 17.00:
Arrangementet begynder i den lille hal. RSL – som er Skagen Badminton Klubs rekvisitleverandør – har en stand med mange gode badmintontilbud, bl.a. billige ketsjere, som alle
kan prøves i kamp i den lille hal. Der er også lidt konkurrencer sammen med Skagens ungdomstrænere
Kl. 18.00:
Spisning og forberedelse af slagsang til kampen
Kl. 18.40:
Ligakamp i den store hal. Glæd jer bl.a. til at opleve VEB-spillerne Camilla Sørensen, Ville
Lång, Zvonimir Durkinjak, Maria Helsbøl og Peter Mikkelsen. Der venter VEB en svær kamp
mod Værløse, som p.t. ligger på andenpladsen.
Kl. 21.00:
Kampen forventes at være færdig.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Første hjemmekamp i Skagen i fem år' til en bekendt