
Forårsrevyen 2016 – årets julegave ide
27. november 2015 - kl. 7:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Nu kommer løsningen på at undgå det hektiske og fortravlede juleræs. Hvis du køber billetter til hele din gave-kreds nu, så skal du ikke tænke på julegaveindkøb i december. Billetsalget til Forårsrevyen 2016 – vi springer ud (alias Aalbæk Sjøw) starter nemlig allerede den 28. november. Og det er jo en oplagt idé som julegave til ham/hende, der har alt.
På revyens hjemmeside – Forårsrevy.dk – har du mulighed for at vælge forskellige pakker til revyen. Er du mest til lagkage og kaffe, skal du nok vælge den første torsdag. Men synes du, at din gaveide også skal indeholde en middag og måske dans, kan dette også lade sige gøre. Og for at din gaveide skal blive top-lækker, kan gaven krydres med en billet til revy-bussen, der kører lige til døren, eller måske med overnatning i et af Skagen Strands lækre feriehuse – voila, ÅRETS GAVE IDE.
Har du aldrig set revyen i Aalbæk før, tænker du nok, at det er en lokal revy ude på landet. Men nej, her tager du – kære læser – desværre lidt fejl. Forårsrevy 2016 – vi springer ud er en revy udført af dygtige og frivillige folk fra hele Frederikshavn Kommune. Revyen indeholder numre, der tager fat på stort og småt i dagens Danmark, om bizarre og nærværende emner, der med stor sandsynlighed giver motion til både lattermuskler og tæer ……. når du vipper med dem i takt til musikken.
Det fire mands store orkester sørger for at binde numrene sammen musikalsk under ledelse af Anne Lise Næser på klaver. Viggo Hylander sørger heldigvis stadig for en fin og dyb bund med sin basguitar, mens Jens Kærgaard Larsen er ny mand på den rytmiske guitar. Og sidst men ikke mindst skal Thomas Fredborg nok holde rytmen på trommerne, så hele revyen kommer til at spille. I alt regner orkesteret med at øve 823 timer, inden tæppet bliver hevet til side til premieren den 10. marts 2016.
Hele holdet bag revyen er allerede i gang med forberedelserne – plakaterne er ved at bliver hængt op, sceneholdet er begyndt at støve spotlysene af og skuespillerne er ved at skrive og udvælge de sidste tekster.
“Det bliver absolut verdensklasse i år. Jeg har smugkigget lidt over skuldrene på holdet og jeg er ikke i tvivl. Jeg vil hellere have billetter til Forårsrevyen end få de klassiske JBS underbukser af konen”, slutter Søren Hjortnæs, der er formand for revyen.
Fotos: everyday-picture.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forårsrevyen 2016 – årets julegave ide' til en bekendt