Skagensmalernes egen bølle

Skagensmalernes egen bølle

2. februar 2016 - kl. 7:08 - af

Han er nok mest kendt som manden der tegnede Carlsbergs logo. Men Thorvald Bindesbøll var også en vigtig figur i kunstnerkolonien i Skagen. Derfor har han fået sin egen udstilling, når Skagens Museum igen åbner for publikum den 13. februar.

– Bindesbøll var uddannet arkitekt, tænkte som en kunstner og knoklede som en håndværker!

Citatet er ikke direktør Lisette Vind Ebbesens eget, men et hun gerne gengiver, når hun skal sætte ord på, hvad Thorvald Bindesbøll var for en skikkelse i kunstnerkolonien i Skagen.

– Han var meget forud for sin tid. Han var utroligt visionær, og nogle af de ting han skabte, blev mødt med stor skepsis dengang, men prises højt i dag, forklarer Lisette Vind Ebbesen, der selv er kurator på Bølle, som udstillingen kaldes, Bindesbølls kælenavn.

Udstillingen viser museets egen samling af Bindesbøll-keramik, og sætter samtidig fokus på forholdet mellem Thorvald Bindesbøll og de andre kunstnere i Skagen. Som for eksempel Ancher-parret, der i 1892 fik tre af hans krukker. Krukker, som bestemt ikke faldt i parrets smag med det samme, hvilket en brevveksling mellem Ancher og Bindesbøll også viser.

I et brev dateret d. 22. december 1892, skriver Michael Ancher til Bindesbøll:

Krukkerne kom altsaa i god Behold, den brune er smuk de to
andre vil du neppe faa nogen Præmie for, vi har fordømt dem til
Syltekrukker. Det ser ud som Du havde taget noget “merde” og
smurt paa og tørret rundt med et Stykke Papir og bagefter tørret
nogle beskidte Fingre af paa forskjellige Steder. Lidt fornemmere
kunde vi nok have bedt dem. Det er en daarlig Tak Du faar men
jeg vil ikke sige, hvad jeg ikke mener. Derfor faar Du ligegodt
TAK for din Venlighed.

– Formålet med Bølle er at vise, hvad kunstnerkolonien også var – og det står meget stærkt, når man oplever det igennem et andet medie som Bindesbølls keramik, afslutter Lisette Vind Ebbesen.

Om Thorvald Bindesbøll:
Thorvald Bindesbøll (1846-1908) betragtes i dag som et ikon indenfor formgivning. Han voksede op i København, men havde flere og længerevarende ophold i Skagen, og var en markant skikkelse i kredsen omkring skagensmalerne. Museet har derfor en fin samling af Bindesbølls værker, primært keramik.

Han voksede op i en familie, som hørte til den Københavnske kunstnerelite, med en far, M.G. Bindesbøll, som blandt andre vigtige ting, var arkitekten bag Thorvaldsens Museum.
Bindesbøll uddannede sig i årene 1861-76 til arkitekt på Kunstakademiet i København. Han tog desuden polyteknisk eksamen i kemi, hvilket sandsynligvis fik betydning for hans kendskab til farver og glasurer i arbejdet som keramisk formgiver, og det var netop keramikken, som for alvor satte skub i hans karriere. Gennem årene udførte Bindesbøll flere hundrede keramiske arbejder og udviklede sin helt egen karakteristiske stil, hvor han kombinerede det klassiske, stringente objekt med florale, svungne, organiske mønstre og motiver. Han var enormt nytænkende i sit udtryk og en af foregangsmændene indenfor den stilart man i dag benævner som skønvirke, art nouveau eller jugendstil.

De fleste af hans keramiske værker er drejet af pottemagere efter Bindesbølls anvisninger eller arbejdstegninger, hvorefter han selv dekorerede i det våde ler og påførte glasur. Han var gennem årene tilknyttet mange forskellige værksteder, bl.a. Frauens Lervarefabrik, Johan Wallmanns værksted, Kähler, Københavns Lervarefabrik og P. Ipsens Enke.
Ud over tilknytningen til museet er Bindesbøll i høj grad synlig i Skagen by i kraft af hans arkitektur og udsmykning; herunder bl.a. de røde pakhuse på havnen og Skagen kirke.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skagensmalernes egen bølle' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger