Lokal skuespiller med i Jeckel & Hyde The Musical

Den lokale skuespiller Anders Teigen (th) spiller præsten i musicalen. Foto: Miklos Szabo.

Lokal skuespiller med i Jeckel & Hyde The Musical

11. februar 2016 - kl. 7:04 - af

I dag, den 11. februar, har Det Ny Teater premiere på JEKYLL & HYDE THE MUSICAL i en overdådig og spektakulær produktion, der også vil være sæsonens største musical­produk­tion i Danmark.

Specielt til denne forestilling bygger Det Ny Teater såvel scenerum som teatersal om til Dr. Jekylls laboratorium i en galeanstalt i victoriatidens London, og salens tre forreste publikums­­rækker vil være flyttet op på scenen.

Endnu en international succes-musical på Det Ny Teater

JEKYLL & HYDE THE MUSICAL, der er baseret på Robert Louis Stevensons klassiske fortælling fra victoriatidens London, har musik af Frank Wildhorn og manuskript og sangtekster af Leslie Bricusse.

Efter Broadway-premieren er musicalen blevet opført i mere end 25 lande over hele verden, og når den får premiere på Det Ny Teater, er det første gang, JEKYLL & HYDE THE MUSICAL produceres i en professionel opsætning i Danmark.

Næsten nationalsang i USA

Mange af forestillingens sange er i dag nyklassikere. Sangen ”This Is The Moment” har fået særstatus i USA og er næsten at betragte som en alternativ nationalsang. ”This Is The Moment” er indspillet mere end 1000 gange af lige så mange forskellige kunstnere og benyttes ofte ved store sportskampe og events i USA som f.eks. De Olympiske Lege i Atlanta i 1996, i Superbowl og ved præsidentindsættelsen af George W. Bush.

Endnu et stjernecast

I dobbeltrollen som Dr. Jekyll og Mr. Hyde kan publikum glæde sig til at se Tomas Ambt Kofod, der på Det Ny Teater senest har spillet Udyret i Skønheden og Udyret og Fantomet i Love Never Dies.

Som hans gode ven og advokat John Utterson byder Det Ny Teater velkommen til Kurt Ravn i hans første musikteater-rolle, siden han i 1998 spillede Grev Danilo i Den Glade Enke, også på Det Ny Teater. Sideløbende med sine mange roller på teater, film og tv har Kurt Ravn i de senere år dyrket sin musikalske karriere med koncerter over hele landet og talrige cd-indspilninger.

Som Lucy vender Julie Steincke tilbage til Det Ny Teater efter sin anmelder­roste præsta­tion i Billy Elliot The Musical. Dr. Jekylls forlovede Emma spilles af Camille-Cathrine Rommedahl, der senest spillede rollen som Babette i Skønheden og Udyret her på teatret.

Det Ny Teaters produktion iscenesættes af Daniel Bohr, der har stået bag en række store succeser på Det Ny Teater, senest The Sound of Music, Evita, Love Never Dies og Annie. Scenografien skabes af Paul Farnsworth, der tidligere har skabt en række scenografier til Det Ny Teater, senest til The Sound of Music, Billy Elliot The Musical, Love Never Dies og Wicked.

Baggrunden

Jekyll & Hyde (Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde) er skrevet af Robert Louis Stevenson i 1886. Novellen blev en omgående succes og har siden tjent som inspiration for talrige andre litterære værker, film, tegneserier, skuespil, operaer m.v. Jekyll & Hyde er i dag synonym for ”split personality”.

Med mere end 120 forskellige filmatiseringer er Jekyll & Hyde formodentlig det hyppigst filmatiserede litterære værk (en af de første filmproduktioner fra 1910 var i øvrigt en dansk stumfilm med titlen Den Skæbnesvangre Opfindelse). Jekyll & Hyde har også dannet grundlag for talrige sceneværker med JEKYLL & HYDE THE MUSICAL som det i dag hyppigst opførte.

Handlingen

JEKYLL & HYDE THE MUSICAL er den tryllebindende fortælling om kampen mellem det gode og det onde i ethvert menneske.

Dr. Henry Jekyll er som passioneret videnskabsmand om dagen opsat på at finde en kemisk formel, der kan adskille det onde fra det gode i menneskets natur. Om natten bruger han sig selv som genstand for sine eksperimenterende handlinger. Han bliver mere og mere afhængig af sine oplevelser af sin egen mørke side, og snart mister han kontrollen over den og spreder gru i Londons gader som den grusomme galning Edward Hyde.
Dr. Jekyll tiltrækkes af sin forlovede Emma, medens hans alter ego drages mod glædes­pigen Lucy. Ingen af kvinderne kender hans dystre hemmelighed – endnu.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Lokal skuespiller med i Jeckel & Hyde The Musical' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger