
Den nye Sild over Skagen Rådhus tager form
14. april 2016 - kl. 10:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Efter 48 års tro tjeneste som vartegn over indgangsportalen til Skagen Rådhus, er der gået råd i træskulpturen”Silden”.Det beskyttede værksted i Skagen – Nordstjernen – har påtaget sig opgaven med at skabe en ny udgave af det lokale vartegn.
På Nordstjernen arbejder borgerne Per Simonsen og Nikolaj Geers Pedersen koncentreret sammen med deres underviser Poul Svenningsenom at lave afløseren til den legendariske Sild over Skagen Rådhus.
Teamet er nået langt siden den 160 kg tunge limtræsblok blev læsset af i værkstedet i januar. Den er sidenhen blevet udsat for båndsav, kædesav, bajonetsav, båndpudser, excentersliber, overfræser og knofedt i spandevis, og resultatet er en ny veltrimmet træsild på 55,5 kg.
- Den gamle, Smilende Sild, fra 1968, har været vores inspiration, men vi har naturligvis ikke kunnet dy os for at grave i arkiverne med gamle byvåben, og i fotografiske billeder af levende sild, udtaler Poul Svenningsen, underviser på Nordstjernens snedkerværksted.
Det har været nogle spændende måneder for snedkerteamet, der har oplevet processen på helt tæt hold og igennem egne hænder. Den nye sild er tydeligt inspireret af sin forgænger, men den er også sin egen.
Venligsilden over Skagen Rådhus
Efter at have nærstuderet den oprindelige ”Smilende Sild”blev snedkerteamet i tvivl; var der tale om en sild eller lidt af en pelagisk kloning? Især halen og rygfinnen bekræftede deres tvivl.
På Nordstjernen har man valgt at skabe en mere levendegjort udgave af en anatomisk, velnæret sild med inspiration fra gamle byvåben og på gamle kutternavneskilte. Den bliver malet i farver, som skaber en sølvglinsende skæleffekt, igen for at skabe liv i skulpturen, som teamet har døbt ”Venligsilden”.
- Arbejdstitlen ”Venligsilden” hentyder naturligvis til, at billedkunstnerne gerne vil signalere gæstfrihed til alle mennesker, der gæster Skagen – eller endnu bedre, mennesker, der ønsker at bo i Skagen, siger Poul Svenningsen.
I dag er ”Venligsilden” færdigformet og malerarbejdet er sat i gang. Nu gælder det de sidste detaljer inden ”Venligsilden” skal hejses op på sin rette plads over indgangspartiet til Skagen Rådhus. Det sker ved en indvielse, som forventes at blive afholdt sidst i maj/først i juni.
3 kommentarer til “Den nye Sild over Skagen Rådhus tager form” under annoncerne.
super godt lavet ,i er bare så gode derude ,,god weekend
Det bliver til stor glæde for os alle, når den nye sild kommer på plads. Alletiders initiativ og flot arbejde.
Flot stykke arbejde, I kan godt nok meget forskelligt ude på Nordstjernen