Debatindlæg: Lad udlændinge købe sommerhus i Nordjylland
25. april 2016 - kl. 9:08 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Af formand for Dansk Byggeri Nordjylland, Ole Bæk Pedersen.
Vi har mange dejlige sommerhusområder i Nordjylland. Ud af omkring 38.000 sommerhuse er der et til-salg-skilt i indkørslen ved seks til syv procent af dem. Det lyder måske ikke af alverden, men udfordringen er, at der er langt mellem køberne. I øjeblikket går der i gennemsnit lidt over et år – cirka 380 dage – før et sommerhuset er solgt. Det gælder ikke kun Nordjylland, men hele landet. Salget af sommerhuse er ganske enkelt ikke kommet ud af finanskrisen, og derfor er det nødvendigt at give markedet et lille skub.
En oplagt mulighed er at give udenlandske statsborgere lov til at købe sommerhusene. Hvorfor skal nordmænd og svenskere ikke have lov til at sejle til Nordjylland og tilbringe weekenden i deres sommerhus i Danmark, nøjagtig på samme måde, som danskere tager ned til deres feriehus i Frankrig eller ferielejlighed i Spanien og Tyrkiet? Det vil både være fair, at når danskerne selv køber ferieboliger i udlandet, men det vil også gavne mange af vores mindre lokalområder. Tænk hvad det vil betyde for den lokale bager, grillbar, sportsbutik eller supermarked i vores mindre byer, hvis der kom mere liv i sommerhusene. Det gavner også de lokale håndværkere, når nye ejere tager sommerhuset i brug, for så skal der for det meste også renoveres lidt på huset.
Lad os bruge de muligheder der er for at få gang i salget af sommerhuse, for det vil også være med til at give liv og aktivitet i mange af vores mindre lokalsamfund. Det håber jeg, at politikerne på Christiansborg vil være lydhøre overfor.
4 kommentarer til “Debatindlæg: Lad udlændinge købe sommerhus i Nordjylland” under annoncerne.
Jeg tror så at der er en reel fare for at sommerhusene vil blive benyttet endnu mindre hvis de kommer på udenlandske hænder end hvis de forbliver på danske – og jeg er i øvrigt “Venstremand”, Ejner Zobbe…
Der er vist ingen grund til at “lokke” flere turister til Skagen – især ikke i sommermånederne.
Inden finanskrisen blev stort set alle sommerhusgrunde opkøbt af byggefirmaer, der byggede som vanvittige i den naive tro, at markedet var umætteligt. Det fik dog en brat afslutning, og dette byggecirkus, var absolut en del af årsagen til krisen. Dette byggebom medførte en overkapacitet af sommerhuse, og der går nogle år endnu, inden markedet har fundet sit naturlige leje.
Nu vil du Ole Bæk Pedersen så på sine medlemmers vegne gerne havde åbnet op for sommerhuskøb i Nordjylland, så hans medlemmer igen kan tjene guld.
Nu har Nordjylland/Skagen altså en unik natur, men hvor lang tid har vi det, hvis alle landene omkring os begynder at omdanne landet til deres feriekoloni.
Alle borgere i de omkringliggende lande, er skam velkommen til at besøge Nordjylland og leje et sommerhus eller lignende.
Der er ingen grund til, at få udstykket mere af vores skønne natur, bare fordi gavne nogle få byggefirmaer skal tjene nogle hurtige penge.
Hvor lang tid tror du Ole Bæk, at Nordjylland og især Skagen vil vedblive at være et attraktivt sted, hvis der bare åbnes op for uhæmmet salg til udlændinge?
Har du bemærket, at især nordmændenes opkøb af huse i Skagen midtby har drevet boligpriserne op i et niveau, hvor de færreste lokale kan være med.
Så jeg håber inderligt, at politikerne lukker ørene for dit forslag.
Og så i løbet af ca. 10 år vil det ikke være til at opdrive et sommerhus i Danmark. De er alle opkøbt af tyskere med bezest-skilte overalt, så vi ikke engang kan komme til stranden.
Der er jo en grund til denne regel.
At et sommerhus er til salg, er da ikke ensbetydende med, at det ikke bliver benyttet. Man skal sgu’ være Venstremand, for at sælge ud af landet.
Det er fandeme uhyggeligt at inden efterhånden ser ud over egen næsetip.
God sommer (!) solgt eller ej.