
Spar Nord Skagen: Væksten fortsætter
30. april 2016 - kl. 7:59 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Spar Nord Skagen har sammen med resten af Spar Nord opnået et resultat før skat på 204 millioner kroner i første kvartal 2016. Regnskabet bærer præg af fortsat stærk kundetilgang og en vækst i bankens samlede forretningsomfang, der nu overstiger 210 milliarder kroner.
Spar Nord tjener i årets første tre måneder 204 millioner kroner før skat. Resultatet betegnes af bankens ledelse som tilfredsstillende, og forventningerne til årets samlede basisindtjening før nedskrivninger fastholdes i niveauet 1,1 milliarder kroner.
Afdelingsdirektør Pia H. Sørensen i Spar Nord Skagen forklarer blandt andet resultatet med, at Spar Nord på landsplan igennem en årrække er lykkedes med at tiltrække omkring 10.000 nye kunder netto om året.
– Først og fremmest er det selvfølgelig glædeligt, at så mange vælger Spar Nord som bankforbindelse, og væksten i markedsandel har også den naturlige konsekvens, at vores samlede forretning vokser. Desuden kan vi i første kvartal af 2016 glæde os over, at vores nedskrivninger samlet set er næsten halveret, ligesom omkostningerne også falder, siger Pia H. Sørensen.
Nedskrivningerne lander i første kvartal 2016 på 55 millioner kroner mod 98 millioner kroner i samme periode året før, mens bank- og leasingudlånet vokser 1,1 milliarder kroner i kvartalet. Spar Nords samlede forretningsomfang har dermed rundet 210 milliarder kroner.
Hård konkurrence
I forbindelse med regnskabsoffentliggørelsen hæfter Pia H. Sørensen sig imidlertid også ved, at det ekstremt lave renteniveau og den hårde konkurrence om kunderne medfører et pres på bankens indtjening.
– Konkurrencen om kunderne er hård, og det betyder, at vi oplever et pres på indtjeningen på vores traditionelle ind- og udlånsforretninger. Så selv om vi har vækst i udlån og antal kunder, så oplever vi faktisk faldende nettorenteindtægter i første kvartal, uddyber Pia H. Sørensen.
Nettorenteindtægterne faldt i første kvartal 2016 med 5 procent sammenlignet med forrige kvartal og lander dermed på 396 millioner kroner.
Ny it-platform
Spar Nord har i godt halvandet år forberedt sig på at skifte til en ny it-platform. Der er tale om det suverænt største projekt i Spar Nords historie og et af de største it-projekter i den danske finanssektor i nyere tid, og projektet kulminerer allerede i maj, hvor overgangen til den nye it-platform gennemføres.
– Et projekt af den størrelse tager naturligvis en del ressourcer, og både kunder og medarbejdere skal snart til at vænne sig til de nye it-systemer. Men vi er rigtig godt forberedt og ser frem til såvel de økonomiske som udviklingsmæssige fordele, der er forbundet med at flytte banken over på den nye it-platform, lyder det afsluttende fra Pia H. Sørensen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spar Nord Skagen: Væksten fortsætter' til en bekendt