
De sidste strøg med fugeskeen
22. maj 2016 - kl. 7:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det lune forårsvejr har endelig givet mulighed for at færdiggøre den nye tilbygning på Skagens Museum. Her er murerne nu i gang med at fuge murværket.
Udvidelsen og renoveringen af museet på Brøndumsvej har varet godt to år, og nu er de sidste detaljer endelig ved at blive færdiggjort. En af de ting, der har været meget vigtige i renoveringsprocessen af den gamle Plesner-bygning fra 1928 er, at det er gjort i respekt for de oprindelige materialer og byggemetoder.
Derfor er den tilbygning, der er lavet mod syd, og som erstatter ”Pyramiderne” fra 1981, opført i røde sten, der passer til farven på de oprindelige sten, ligesom fugen mellem stenene også har fået et tvist for at passe. Fugen, der fylder godt 25 procent af muren, har simpelthen fået tilsat lidt guldokker, for at passe i farven.
- Det har været vigtigt for os at udføre Plesners oprindelige idé og tegning fra 1930, både i forhold til valg af materialer og byggeteknik. Det hele er naturligvis lavet efter de krav og standarder der er til et museum i 2016, både i forhold til klimastyring, sikkerhed og tilgængelighed, forklarer Lisette Vind Ebbesen, direktør på Skagens Kunstmuseer.
Når de sidste strøg med fugeskeen er taget, står den nye tilbygning endelig klar – næsten – som Ulrik Plesner havde tænkt sig det.

_1.jpg)














Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'De sidste strøg med fugeskeen' til en bekendt