Sommerkoncert på Axel Linds fødselsdag
24. juli 2016 - kl. 6:26 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Koncert på Grenen Kunstmuseum i anledning af Axel Linds 109 års fødselsdag. Søndag den 31. juli kl. 16.00 (rettet). Billetter købes på Grenen Kunstmuseum. Entré kr. 100,-
Sange og romancer fra Holger Drachmanns ”Tannhaüser”
Stig Fogh Andersen, tenor og kgl. kammersanger
– ved flygelet Kristine Thorup
Koncerten er bygget op over sange fra Holger Drachmanns roman ”Tannhaüser”. Den handler om en ung mand, der drives ud i en dramatisk konflikt mellem kærlighed til sin kone og en erotisk besættelse af en smuk baronesse. Over 20 af digtene fra romanen er sat i musik af nordiske komponister. Stig Fogh Andersen og Kristine Thorup vil fremføre sange med musik af Heise, Sjögren, Grieg, Kjerulf, Miskow, Aulin og Backer-Grøndahl samt uropføre tre sange af Matti Borg bestilt til lejligheden.
Stig Fogh Andersen er uddannet ved konservatorierne i Århus og København og debuterede på Den Jyske Opera i 1978. I 1980 blev han ansat som solist ved Det Kongelige Teater, og i 2006 blev han udnævnt til Kgl. Kammersanger. Stig Fogh Andersen er en af verdens mest efterspurgte Wagner-sangere, siden han i 1994 havde sit store gennembrud som Siegfried i Richard Wagners Nibelungens Ring på Den Jyske Opera.
Foruden opera synger Stig Fogh Andersen også koncerter med et bredt repertoire, som strækker sig fra barok til moderne tid. CD-indspilninger omfatter bl.a. Romancer af Schuman, Nielsen, Grieg og Sinding, Dansk Scenemusik, Wagner-operaer i uddrag.
Kristine Thorup har diplomeksamen fra Det kgl. Danske Musikkonservatorium hos docent Tove Lønskov. Hun har studeret i Paris og Rom, med støtte fra bl.a. Augustinusfonden, hos hhv. professor Brigitte Engerer og professor Mirta Herrera. Kristine Thorup havde sin debut fra på Det Fynske Musikkonservatorium i februar 2007. Har siden studeret hos professor Erik Kaltoft, docent Christina Bjørkøe og professor Jiri Hlinka i Oslo. Kristine Thorup har optrådt som solist sammen med flere orkestre og har udover adskillige koncerter i hele landet både som kammermusiker, akkompagnatør og solist, været transmitteret af P2 flere gange.
Kig forbi Grenen Kunstmuseum. Der er meget at se!
En kommentar til “Sommerkoncert på Axel Linds fødselsdag” under annoncerne.
RETTELSE!
Koncerten er kl. 16.00, og ikke kl. 20 som det står i annoncen.
Mvh. – Kirsten Lind