
Hvide Klit er tilbage på toppen
23. august 2016 - kl. 6:49 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tekst og foto af Morten Buckhøj, Golfbladet august 2016.
Det er mere end tyve år siden, jeg sidst besøgte Golfklubben Hvide Klit lige syd for Skagen. Dengang rangerede banen blandt landets bedste, og ikke mindst sværeste, golfbaner, og det jeg husker bedst er da også, at jeg fik kæmpetæsk af banen. I de mellemliggende år har jeg kun hørt om Hvide Klit fra andre. Historierne har handlet om skrantende økonomi på grund af nogle Time-share aftaler, der gav alt for mange frit spil på banen, om en nedslidt bane i dårlig stand, hvor man mistede et hav af bolde. Det har, hånden på hjertet, ikke været opløftende.
For to år tog man konsekvensen og vedtog en ambitiøs plan for golfbanen, der har en vidunderlig beliggenhed i Bunken Klitplantage lige syd for det mondæne ferieparadis Skagen. Man ansatte den unge greenkeeper Michael Eeg, som man hentede i Lübker, hvor han på kort tid var steget i graderne fra medhjælper til konstitueret chef. Han har fået styr på banen. Utallige træer er blevet
fældet, de knastørre fairways har fået den helt store tur og fremstår i dag som de smukkeste silkebløde tæpper. Michael Eeg har indført en klippeplan, der sikrer en relativt bred semi-rough mellem fairways og den rigtigt onde rough, som også er blevet tyndet, så man lettere kan finde bolden.
Oveni det arbejdes der med at forbedre og omlægge bunkers. Det arbejde pågår fortsat, og det er tydeligt, hvor meget det løfter banen. Fra at være slidt ned til græsrødderne, fremstår Hvide Klit i dag i toptrimmet udgave og banen er bedre end nogensinde. Og når man taler om ’bedre end nogensinde’ i relation til Hvide Klit, så taler man faktisk om, at banen er én af Danmarks bedste.
Store planer
Jeg spiller runden i selskab med bl.a. klubbens nyansatte golfmanager Mads Dyhr og chefgreenkeeper Michael Eeg, og de fortæller, at der er store planer med banens fortsatte udvikling. ”Jeg har en drøm om, at vi kan udvikle Hvide Klit så den bliver Danmarks svar på Pinehurst,” siger Michael Eeg. Pinehurst er et fantastisk anlæg i North Carolina, hvor US Open flere gange er blevet spillet. Pinehurst No. 2 er inden for de senere år blevet ført tilbage til sin oprindelige form, med store, sandede områder med spredt græs og bevoksning, og lige netop jordbundsforholdene på Hvide Klit
passer perfekt til den form for golfbane. ”30 centimeter nede er der intet andet end sand, og det er helt ideelt til golfbaner. Vi har forsøgt at gå helt i bund og ikke kun fjerne træer, men også fjerne hele rodnettet, og gør vi det i videre udstrækning, vil det skabe et meget naturligt klit – og hedelandskab med store waste-områder, der definerer spillet og banen. Det vil blive næsten umuligt, at slå en bold væk, men det vil ikke gøre banen ét eneste slag lettere,” siger greenkeeperen, der med sin omfattende vedligeholdelsesplan ikke alene har bragt banen tilbage i tip-top stand, men også har forvandlet den fra en næsten skovbane til en moderne hedelandsbane og den forvandlingsproces fortsætter han gerne.
Det er dog ikke Michael Eegs fortjeneste alene, at Hvide Klit atter fremstår som en perle af en golfbane. En engageret kreds af medlemmer har i høj grad bidraget med at rydde ud i skoven og fælde træer i tusindvis. Det er også med medlemmers hjælp, at økonomien er blevet styrket, og når der om kort tid bliver leveret otte Garia golfbiler til udlejning, er der også tale om et rundhåndet sponsorat. Alt sammen; en bedre vedligeholdt bane og bedre forhold for medlemmer og gæster, bidrager til at løfte Hvide Klit tilbage blandt de bedste baner herhjemme, siger Mads Dyhr,
der startede som klubbens første golfmanager i maj, men kender klubben indgående, da han i en periode også sad i bestyrelsen. Managerfunktionen er endnu for ny til at man for alvor kan måle effekten, men der er kommet bedre styring på alting.
Golfklubben Hvide Klit blev stiftet i 1971 og beliggenheden i Bunken mellem Skagen og Aalbæk var og er ideelt i forhold til de mange sommergæster. Det er svenske Anders Amillion der tegnede banen, og hans oprindelige banedesign er der ingen grund til at ændre meget på. Layoutet er fantastisk. De første ni huller (der oprindeligt var tænkt som bag9) ligger i et lidt mere åbent landskab
end bag9, der almindeligvis anses som langt sværere. ”Det er på bag9, at magien starter, der er banen smukkest, men det er kun fordi træerne er højere på bag9, at mange opfatter dem som smallere end for9, for det er de faktisk ikke,” siger Michael Eeg, der kommer fra Skagen og startede med at spille golf i Hvide Klit inden vejen gik omkring det ambitiøse prestigeprojekt på Lübker.
Hul for hul er banen smuk og strategisk godt anlagt. Der er ingen tvivl om, at man skal slå lige hvis man vil gøre sig forhåbninger om en god score, og der er mange svære drives på banen, hvorimod greens er lettere tilgængelige. Undertegnede, der bestemt ikke havde sit bedste spil med til Nordjylland smed dog kun én bold væk, så rygtet om et boldædende monster af en bane synes overdrevne. På grund af den sandede jord kan Hvide Klit spilles året rundt, og ifølge Mads Dyhr står den utroligt smukt i efterårsmånederne.
Derfor har klubben nu indgået en aftale med en række af Skagens og Aalbæks hoteller om ’ophold og golfpakker’ i september, oktober og november måned. Et nyt tiltag, golfmanageren, håber
vil trække mange greenfeespillere til sidst på sæsonen, hvor der normalt er endog rigtigt god plads på Hvide Klits perfekte fairways og greens.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hvide Klit er tilbage på toppen' til en bekendt