
Pia H. Sørensen.
Regnskab: Spar Nord Skagen godt igennem første halvår
25. august 2016 - kl. 10:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Spar Nord Skagen har sammen med resten af Spar Nord opnået et resultat før skat på 469 millioner kroner i første halvår 2016. En fortsat stærk kundetilgang bidrager sammen med faldende nedskrivninger til halvårsresultatet, som banken betegner som ”tilfredsstillende”.
Spar Nord har i første halvår tjent 469 millioner kroner før skat. Resultatet betegnes af bankens ledelse som tilfredsstillende – blandt andet fordi det svarer til en årlig egenkapitalforrentning efter skat på 10,1 procent.
Afdelingsdirektør Pia H. Sørensen i Spar Nord Skagen hæfter sig blandt andet ved, at der fortsat er et stigende antal borgere, der vælger at blive kunde i Spar Nord. Igennem en årrække er det lykkedes Spar Nord at tiltrække omkring 10.000 nye privat- og erhvervskunder netto om året, og den udvikling er fortsat i 2016.
– Selv om tallene i regnskabet i sig selv er tilfredsstillende, så er det endnu mere glædeligt, at der til stadighed bliver flere borgere, der vælger at blive kunde i banken. Det bekræfter os i, at vi driver bank på den rigtige måde, og at vi samtidig udvikler banken i den rigtige retning, siger Pia H. Sørensen.
Spar Nords nedskrivninger lander i første halvår 2016 på 133 millioner kroner mod 166 millioner kroner i samme periode året før. Samtidig er der ifølge Pia H. Sørensen styr på bankens omkostninger.
– Og det betyder, at vi har en basisforretning, der kører rigtig fornuftigt, tilføjer hun.
Vellykket it-konvertering
Den suverænt vigtigste begivenhed i Spar Nord i første halvår var bankens skift til et nyt datacenter. Projektet har i halvandet år lagt beslag på betydelige ressourcer i alle dele af organisationen, men efter en vellykket overgang til det nye datacenter i maj, er der nu frigjort ressourcer til at udvikle banken på andre områder.
– Når vi nu ved, at det ikke er nogen selvfølge, at store it-projekter forløber planmæssigt, så er vi meget komfortable med, at vi nu er kommet godt på plads på vores nye it-platform, siger Pia H. Sørensen og fortsætter:
– Dermed kan vi nemlig begynde at realisere såvel de økonomiske som udviklingsmæssige gevinster, der i sin tid var årsagen til bankens beslutning om at skifte datacenter.
Samme indtjening, lavere nedskrivninger
På baggrund af udviklingen i første halvår fastholder Spar Nord forventningen til årets samlede basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 1,1 milliarder kroner.
Nedskrivningerne på udlån lander i første halvår på 133 millioner kroner svarende til en nedskrivningsprocent på 0,52, og nedskrivningerne for hele året forventes nu at blive lidt lavere end i 2015.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Regnskab: Spar Nord Skagen godt igennem første halvår' til en bekendt