Det Røde Vandtårn får finpudset facaden

Det Røde Vandtårn får finpudset facaden

29. september 2016 - kl. 9:43 - af

Det Røde Vandtårn – et af Skagens mange smukke vartegn – er de næste måneder under en krævende renovering. Tårnet, der består af intet mindre end 130.000 røde mursten, skal igennem en gennemgribende facaderenovering. Der skal udskiftes både fuger og ødelagte mursten inden resultatet forventes at stå klar inden årets udgang.

I starten af september begyndte den lokale Murermester Ole Johansen at sætte de stilladser op, der i flere måneder kommer til at danne ring om Skagens Røde Vandtårn. Stilladserne var på plads i løbet af nogle uger, og nu er selve renoveringsarbejdet for alvor skudt i gang.

–       Det er uden tvivl en krævende renovering, når der skal udskiftes fuger mellem 130.000 mursten. Det er et stort arbejde på så højt et bygningsværk, og det tager sin tid. Til gengæld glæder vi os til at se resultatet, når hele facaderenoveringen står færdig i december, siger John Andersen fra Frederikshavn Kommunes Ejendomscenter, der står bag projektet.

Offentligt toilet er aflåst under forbedringerne

Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke muligt at benytte sig af vandtårnets offentlige toilet under renoveringsarbejdet.

–       Vi havde selvfølgelig håbet på at finde en løsning, hvor vi både kunne tilgodese de sikkerhedsmæssige aspekter, og samtidig holde toilettet åbent i renoveringsperioden. Det har desværre ikke kunne lade sig gøre, og så vægter vi naturligvis sikkerheden højst, afslutter John Andersen fra kommunens Ejendomscenter.

Det Røde Vandtårn blev opført i 1934, og anvendt til formålet frem til 1983. I dag bruges det som udsigtstårn, og med sin beliggenhed midt i Skagen, får man også en fantastisk udsigt over byen som belønning, når man først har tilbagelagt de 120 trin, der er op til tårnets top.

Flere af kommunens vartegn får ansigtsløft

Det Røde Vandtårn er et af flere vartegn, der i løbet af de seneste måneder er blevet renoveret. Det gælder blandt andet Jernkilden i Sæby, Det Hvide Fyr i Skagen, og også scenerne i Plantagen og ved Møllehuset i Frederikshavn, har været under renovering.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Det Røde Vandtårn får finpudset facaden' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger