
Arkivfoto.
Politistationen lukker og slukker
3. oktober 2016 - kl. 15:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ny organisering af nærpolitiet.
I dag, 3. oktober 2016, har politiets ledelse truffet sin beslutning om en ny organisering af nærpolitiet. Beslutningen betyder, at cirka 40 polititjenestemænd hos nærpolitiet i løbet af 2017 bliver overflyttet til lokalpolitistationerne i Hjørring, Frederikshavn og Hobro.
Og overflytningen af politifolkene indebærer, at en række af de nuværende nærpolitistationer uden for Aalborg lukker, og lejemålene bliver opsagt, men det er dog ikke alle nærstationer, der lukker.
For politiet vil nemlig fortsat have behov for at råde over et mindre antal nærpolitistationer.
Mens lokaliteterne i Skagen, Hirtshals, Løgstør, Støvring og i Hadsund lukker, bibeholdes nærpolitistationerne i Brønderslev, Kaas og Aars – dog vil disse tre tilbageværende nærpolitistationer blive benyttet af politipersonalet fra lokalstationerne efter konkrete behov i forbindelse med opgaveløsningen, ligesom også det kørende beredskab kan anvende nærpolitistationerne til fx rapportskrivning.
Fortsat tæt samarbejde med kommuner
Politidirektør ved Nordjyllands Politi, Elsemette Cassøe, er opmærksom på kommunernes ønske om, at politiet er til stede i lokalområderne, og at kommune og politi også fremover har et tæt samarbejde, blandt andet på forebyggelsesområdet.
”Og netop derfor vil vi styrke samarbejdet med kommunerne for – sammen – at løse de fælles problemer og udfordringer, vi kommer til at stå over for,” siger politidirektør Elsemette Cassøe.
Det indebærer, at der bliver udpeget polititjenestemænd, der er dedikerede til hver kommune.
”Det bliver politifolk, der kender de unge, kommunens medarbejdere og de udfordringer, der er i kommunen,” uddyber politidirektøren.
Elsemette Cassøe tilføjer, at man ligeledes vil anskaffe en mobilpolitistation, der gør, at politiet kan være til stede, når der er behov for det, fx ved større events.
”Vi ønsker en fleksibel løsning, hvor vi er synligt til stede, når der er behov.”
Specialisering er nødvendig
Politidirektør Elsemette Cassøe understreger, at den nye organisering ikke skyldes utilfredshed med nærbetjentenes opgaveløsning. Tværtimod. De har haft et glimrende samarbejde med lokalsamfundet.
”Ligesom jeg også anerkender, at borgerne under den nye organisering kan komme til at føle lidt mindre nærhed til politiet,” siger Elsemette Cassøe.
Men det er bare nødvendigt, pointerer politidirektøren. Fordi fremtidens krav og forventninger til dansk politi indebærer en centralisering af styrkerne og en specialisering af kompetencerne.
”Vi får mere og mere kompleks kriminalitet, blandt andet it-kriminalitet og grænseoverskridende kriminelle. Det kræver specialiserede kompetencer og robuste enheder at imødegå,” forklarer Elsemette Cassøe, og hun tilføjer, at det ændrede trusselsbillede i hele landet ligeledes er en faktor i omorganiseringen.
Der er nemlig også tale om, at politiet skal effektivisere. Nye opgaver og udfordringer betyder fx flere politifolk ved grænsen og større enheder.
Men politidirektør Elsemette Cassøe understreger, at nordjyderne stadig kan have tillid til, at politiet løser opgaverne. Hele ændringen handler dybest set om at modernisere politistyrken til nye udfordringer.
”Og vi vil arbejde på også fremover at være et politi, der løser vores opgaver tæt på borgerne. Nordjyderne skal stadig kunne føle sig trygge,” slutter Elsemette Cassøe.
5 kommentarer til “Politistationen lukker og slukker” under annoncerne.
















Det er næsten en næsten ubærlig tanke – i hvert fald lidt lattervækkende – at forestille sig en betjent bekæmpe internet-kriminalitet med tofingersystemet. Det lyder mere som en ualmindelig (eller snarere almindelig) dum politisk undskyldning for at fjerne den patruljerende betjent fra os småkriminelle borgere – og tak for det 😉
prøv at se dette link , redde jo lige Elsemette så fyre hun da ikke nogen, men ved at forring alt i ydreområder https://www.dr.dk/nyheder/regionale/nordjylland/snart-er-der-faerre-politifolk-i-nordjylland Ærlig vi der er for dumme vi finder os i det og være vores borgmester sige okey , MEN hun får jo osse flere betjente tæt på hendes hjem
Det er ufatteligt, at vi endnu en gang rammes af sparekniven. Vi har allerede oplevet hvad det vil sige – når politiet IKKE har tid til at komme. Så er der jo kun en vej tilbage – ud og køb en pumpgun
Godt skrevet Henning Lyk, for du har helt ret!
Og så er der tilmed også et manglende samarbejde med turistforeninger, for hvordan har turisterne det med at søge til steder hvor der ikke er nogen tryghed for dem ?
mvh.
John Ne.
Politidirektør Elsemette Cassøe udmelding om Nordjyllands, særligt Skagen politis fremtid er virkelig opløftende. Jeg mener, den dame er fuldstændig uegnet til at udføre en sådan opgave, men det er vel ikke særligt bemærkelsesværdig, de ledere, der er kommet til i de sidste år har OVERHOVEDET ingen forstand på den opgave, de er sat i spidsen for. Hun er en typisk DJØFer, det er personer, der har forstand på tal, men absolut ingen forstand på de praktiske problemer, hendes del af etaten står overfor. Hun lover, at være tilstede ved særlige events, uge 29, virkelig opløftende, så kan hendes politi passe på fars sønner fra Kbh. og Aalborg, når de fræser rundt i Skagen. Hendes egne børn skulle jo nødig bliver kørt over i den uge? I resten af året har hun slet ingen forståelse for betydningen af Danmarks største fiskerihavn, et af de største skibsværfter og en kraftig trafik til og fra byen hver morgen og aften på den eneste vej, der findes til byen. Politidirektøren og sundhedsdirektøren fra region Nordjylland har åbenbart rottet sig sammen om at NEDLÆGGE alt i Skagen! Alle disse modbydelige nedskæringer vil fjerne ethvert grundlag for at få familier med børn til Skagen, men de 2 KVINDER, der åbenbart har fået deres stillinger i ligestillingens navn takker med over få år at fjerne Skagen fra landkortet. Måske får de en dusør fra EU, som ønsker Nordjylland omdannet til et naturreservat for alle de rige EU borgere. Velbekomme!