
Foto: Palle Skov.
Om 2 år er dit hus 100.000 kr. mere værd
9. oktober 2016 - kl. 7:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ny prognose fra Danske Bank forudser, at prisen på et gennemsnitshus ventes at stige med 3,4 % i år og nogenlunde det samme til næste år.
Økonomerne i Danske Bank har regnet på, hvordan den økonomiske fremtid tegner sig for bankens modelfamilie, familien Nielsen, de kommende par år. Og ifølge privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen ser det meget lovende ud.
”Ved udgangen af 2017 kommer familiens hus til at være steget med 6,7 % i forhold til, hvad det var værd i slutningen af 2015, hvis vores prognose holder stik. Det svarer til en stigning på over 100.000 kroner,” siger Louise Aggerstrøm Hansen.
En øget friværdi giver familien større sikkerhed, og det giver også en billig adgang til at låne penge, hvis det skulle blive nødvendigt.
For eksempel hvis man ønsker at optage lån i sin bolig for at hjælpe sine børn til en tryg studiebolig ved at købe en ejerlejlighed, de kan bo til leje i. Eller hvis man drømmer om et sommerhus, påpeger ejendomsmæglerkæden Home.
Når friværdien stiger, gavner det boligmarkedet på flere fronter, forklarer relationschef i Home Mads Ellegaard.
”Stigende friværdi giver luft under vingerne på boligdrømmene. Boligejerne forbedrer deres huse og lejligheder, og flere får mod på at flytte til en anden bolig, der bedre matcher deres behov og ønsker,” siger Mads Ellegaard fra Home.
I Danske Banks prognose ser man på udviklingen i boligpriserne opgjort som gennemsnittet af salgspriserne på alle handlede boliger i løbet af et år sammenlignet med året før.
FAKTA: Om Danske Banks modelfamilie
Familien Nielsen er fiktiv, men er sat sammen, så de fleste vil kunne genkende i hvert fald noget af deres egen økonomi i den.
Familien Nielsen består af to voksne og to børn. De bor i et parcelhus i Horsens, hvor faren og moren begge har fuldtidsarbejde. Det ene barn er seks år og går i skole og fritidsordning, det andet er tre år og går i børnehave.
Kilde: Danske Bank
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Om 2 år er dit hus 100.000 kr. mere værd' til en bekendt