
Beiwen Zhang har vundet alle sine fire kampe for VEB. Foto: iShoot.dk.
Vendsyssel i Top 4 efter tre sejre i træk
11. oktober 2016 - kl. 11:03 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Med sin tredje sejr i træk spillede Vendsyssel Elite Badminton sig fredag aften op i Top 4 i Badmintonligaen. Det er første gang i tre år, at VEB vinder tre kampe i træk i landets bedste række.
Der var lagt op til en meget lige og spændende kamp i Solrød, men VEB var en klasse bedre og vandt fortjent med 4-2.
– Solrød red på en bølge fra i tirsdags (vandt overraskende 4-3 over Skælskør/Slagelse, red.), og det havde vi enormt meget fokus på. Det var vigtigt, vi leverede 110 procent fra start, ellers risikerede vi at stå med håret i postkassen. Heldigvis holdt vi tungen lige i munden, og kampen faldt ud, som vi havde håbet, siger VEB-træner Morten Olsen.
VEB’s fire sejre blev sikret af Beiwen Zhang i damesingle, Victor Svendsen i anden herresingle, Maria Helsbøl/Jacco Arends i mixdouble og Zvonimir Durkinjak/Lasse Mølhede i herredouble.
VEB er noteret for otte point efter tre kampe og indtager fjerdepladsen. Der er nu pause i Badmintonligaen frem til tirsdag 29. november, hvor Højbjerg kommer til Frederikshavn. Torsdag 1. december går turen til Aarhus AB, og mandag 5. december gælder det bundholdet Ikast på hjemmebane.
– Det er længe at være væk fra hinanden, men heldigvis fik vi en fantastisk afslutning på denne uges to kampe. Vi glæder os allerede til at se hinanden igen, fastslår Morten Olsen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vendsyssel i Top 4 efter tre sejre i træk' til en bekendt