
Succes med robotdag på Skagen Skole
1. november 2016 - kl. 16:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I indbydelsen til robot dagen på Skagen Skolen stod der bl.a: Kan robotter danse? Kan de bage kage? Eller kan du få dem til det?.
Svaret må være ja, for alt er næsten muligt med robotter. ! En flok engagerede elever fortalte med stor entusiasme om de mange muligheder der er med robotter.
” Vi har stor succes med at have programmering af robotter som fag i skolen. Eleverne får med robotterne natur, teknik, matematik og engelsk ind under huden på en helt ny måde”, fortæller Jakob Skytte, der underviser i faget.
Også i special klassen er der glæde over at bruge robotter i undervisningen.
” Vores elever har taget fantastisk i mod robotterne, og vi har også måtte overgive os, selv om vi var lidt skeptiske i starten fortæller Karina Landgren og Sanne D. Nielsen, der bl.a bruger robotterne til at starte dagen med lidt matematik opvarmning. ” Vi har på forhånd programmeret robotterne ” Max” og ” Zeno” til at stille eleverne matematiske regnestykker, og det er lidt mere spændende for eleverne når det er en robot de skal høre efter, end når det er os, udtaler Karina og Sanne med smil på læben.
Robotdagen blev åbnet af Borgmester Birgit Hansen, der bagefter brugte flere timer sammen med eleverne, der bl.a. lærte borgmesteren at spille robotfodbold.
Skagen Skolen er den første skole i Danmark der tester robotter på skoleskemaet.
Her kan du læse Borgmesterens tale:
Kære alle – og især kære børneprogrammører – velkommen til robotdag på Skagen Skole. Det er dejligt at være her i dag og se så megen entusiasme. Jeg har hørt, at der går nogle dygtige elever her på skolen. Jeg ved, at I er nysgerrige og fingernemme, og at I kan det der med teknologi. I kan programmere robotter og få dem til at bevæge sig. Og i dag er det jer, der skal undervise os voksne.
Som borgmester i Frederikshavn Kommune er jeg er stolt af jeres evner. I har den iboende egenskab, at I ikke er bange for teknologi. I er vokset op med computere, mobiltelefoner og iPads. I har aldrig prøvet andet. I er gode til at udnytte de muligheder, som teknologien giver. Ofte er I dygtigere end lærerne.
Her på Skagen Skole er robotter ikke bare leg. De er hverdag i klasselokalerne. Jeg ved, at elever helt ned til 0. klasse har programmering på skoleskemaet. Jeg synes, det er et godt eksempel på effektiv læring og innovation i folkeskolen.
Jeres elever opnår viden, som kan bruges i de lokale virksomheder. I Frederikshavn Kommune prioriterer vi samspillet med virksomhederne højt. Vi ønsker, at vores unge uddanner sig inden for de fag, hvor vores virksomheder efterspørger arbejdskraft. Vores vision er, at 45 procent af en ungdomsårgang tager en erhvervsfaglig uddannelse. Og vi er godt på vej.
Robotprojektet er med til at sikre fødekæden til virksomhederne. Det understøtter fremtidens arbejdsmarked – og i særdeleshed den maritime branche. Her er der er behov for medarbejdere med stærke tekniske kompetencer.
Jeg ved, at nogle mennesker bliver en smule bekymrede, når vi taler om robotter. De bliver bange for teknologien og får ondt i maven over den. For skal robotterne nu overtage alt. Sådan tror jeg ikke, det går. De menneskelige ressourcer kan aldrig undværes. De skal blot udnyttes på anden vis. Robotter kan bruges som aflastning på svære områder, så de varme hænder kan frigøres til omsorg.
Se for eksempel på plejesektoren og sundhedsvæsenet. Her bruges robotter til rengøring, genoptræning og operationer. I har sikkert også hørt om robot-babysælen, der skaber stor glæde hos demente. Den kan erstatte samvær med levende dyr, som sjældent er en mulighed på plejecentrene.
I Frederikshavn Kommune har vi i et års tid brugt robotter på skoleområdet. Hvis en elev bliver syg i længere tid, kan eleven få installeret en kommunikationsrobot på computeren derhjemme. Så kan eleven se, hvad der sker i klassen via video. Jeg synes, det er smart. For så kan man stadig være en del af det sociale liv i klassen, selvom man ikke kan komme i skole.
Når vi i Frederikshavn Kommune vælger teknologiske løsninger, er det for at øge servicen og fleksibiliteten. Vi tror på, at det er til gavn for både skoler, elever og forældre.
Her på falderebet vil jeg gerne komme med en lille morale til alle børn. Jeg kan nemlig godt være lidt mor-agtig indimellem. Robotter er vigtige, men når I nu er færdige med at programmere, synes jeg, at I skal gå ud at lege og spille fodbold. I skal mærke vinden i håret og solen på kinderne. Og I skal pjatte og grine med jeres venner. For det er også de personlige kontakter og relationer, som tæller. I skal være gode til at indgå i fællesskaber. Empati og evnen til at være en god kammerat kan aldrig undværes.
Nu skal vi udforske teknologien. Vi lever i en tid fuld af muligheder, og jeg tror, vi alle går klogere hjem. Tak for ordet og god fornøjelse med robotterne.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Succes med robotdag på Skagen Skole' til en bekendt