
Det er ved Guldmajvej regnvandssøen skal etableres.
Regnvandsbassin og afvanding i Skagen
4. november 2016 - kl. 11:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Teknisk Udvalg skal på udvalgets kommende møde den 7. november bl.a. drøfte punkter om regnvandsbassin og afvanding i Skagen.
Teknisk udvalgs formand, Lars Mejlvang Møller (V), har efter aftale med udvalgets medlemmer truffet beslutning i en sag om regnvandsbassin ved Guldmajsvej. Når udvalgsformanden har truffet en afgørelse på udvalgets vegne, skal afgørelsen efterfølgende godkendes på et møde.
Frederikshavn Kommune og Forsyningen har haft udbud på Regnvandsbassin i Skagen ved Guldmajsvej. Licitationsresultatet betyder, at det forventes, at der skal anvendes 1.950.000 kr. til anlægget af søen. Hertil kommer projektering og byggestyring for 265.000 kr. Det betyder, at den samlede pris bliver på. 2.215.000 kr. Det var imidlertid forventet, at projektet kunne udføres for 1.600.000 kr.
Forsyningen og kommunen har aftalt, at udgiften deles 50/50. Baggrunden for denne deling er, at der er tale om grøftevand og regnvand fra Forsyningens anlæg, som tilføres søen. For at få projektet sat i gang foreslås det, at licitationen aflyses, og at Forsyningen og Kommunen selv udfører et reduceret projekt indenfor den forventede økonomi på 1.600.000 kr.
Den kommunale andel af omkostningen udgør 800.000 kr. og den forslås finansieret med 800.000 kr. fra dispositionspuljen 2017. Dispositionspuljen er disponeret for 2016, men beløbet afsat til stoppesteder samt sikring af skoleveje forventes ikke anvendt fuldt ud i år, og det forslås derfor, at de 800.000 kr. lånes her og efterfølgende bevilges af dispositionspuljen for 2017. Borgergruppen orienteres om ændringerne.
Lars Møller besluttede på udvalgets vegne, at licitationen aflyses, og at Forsyningen og kommunen selv udfører et reduceret projekt. Desuden traf han beslutning om, at de 800.000 kr. finansieres som før nævnt, og at de 800.000 kr. bevilges af dispositionspuljen for 2017. Forud for mødet indstiller kommunaldirektør Mikael Jentsch, at formandens beslutning godkendes.
En anden sag om vand drejer sig om afvanding.
Som et led i, at Frederikshavn Kommune arbejder med afvanding i Skagen by, har der været arbejdet med at registrere og opmåle de eksisterende vandløb og sandfang. Arbejdet har resulteret i, at der er udpeget vandløb, som bør optages som offentlige vandløb for at sikre afvandingen af Skagen by.
Udpegningen har været forelagt Teknisk Udvalg i juni måned, hvor beslutningen blev, at der skulle afholdes et informationsmøde, hvor forslaget blev præsenteret. Mødet har været afholdt, og der var en positiv stemning for det fremlagte forslag.
I forbindelse med arbejdet har gruppen vedr. regnvandssøen været inddraget. Gruppen har også tilkendegivet tilfredshed med oplægget. På den baggrund anmoder Teknisk Udvalg nu Plan- og Miljøudvalget om at igangsætte arbejdet med at optage de angivne grøfter som offentlige vandløb.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Regnvandsbassin og afvanding i Skagen' til en bekendt