
Formand Christian Mose Sørensen, Jan Wrensted og næstformand Jens Sømand Larsen.
Ny træner i SIK
18. november 2016 - kl. 7:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Idræts Klub har indgået en 1-årig aftale med Jan Wrensted som cheftræner for Skagen IKs seniorafdeling.
Skagen IK har igennem de sidste 2 år under ledelse af Tommy Fuglsang, igangsat et generationsskifte, hvor 9 spillere har fået debut og tilsammen til dags dato spillet 140 førsteholdskampe. Samtidig har de sportslige resultater været yderst tilfredsstillende i denne periode. Det er dette stykke arbejde, SIK gerne ser ført videre, hvorfor det var vigtigt at få tilført faglighed samt erfaring på trænersiden til truppen.
“Vi, SIKs bestyrelse, ser med ansættelsen af Jan, en person som kommer udefra med nye impulser og inspiration til klubben, som en gevinst. Jans faglighed og passion for opgaven, har lyst igennem i de samtaler, som har været med Jan, og derfor er vi fortrøstningsfulde og ser vi frem til et spændende samarbejde, udtaler formand, Christian Mose Sørensen.
Udover cheftræner-rollen, skal Jan bistå med specifik træning i ungdomsrækkerne, i et tæt samarbejde med klubbens øvrige trænere, for herigennem at dygtiggøre alle de ungdomsspillere som har lyst til at lære mere.
Jan kommer til SIK med masser af praktisk trænererfaring, senest i F.f.I., samt stor uddannelsespakke heriblandt en A-træner licens.
” Vi håber, vi med ansættelsen af Jan, kan fortsætte den positive udvikling i senior afdelingen, samt at alle aktive seniorspillere med ”SIK-blod i årerne” er klar til at bakke op og bidrage til endnu en succesrig sæson i 2017, slutter Christian Mose Sørensen .
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny træner i SIK' til en bekendt